Rune Reimann Petersen, It-arkitekt, KL

Mød Rune Reimann Petersen, der er ansat hos KL som konsulent. Rune beskæftiger sig hovedsageligt med IT-arkitektur i forskellige digitaliseringsprojekter. 

KL
IT-Konsulent
  • Rune Reimann Petersen
  • 30 år
  • Ansat siden februar 2017
  • Informatik og Sundhed, KU og DTU

  • Kan du kort beskrive det arbejdsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg er ansat som konsulent, og jeg arbejder i et center i KL, der hedder Digitalisering og Teknologi, hvor vores fokusområde omhandler digitaliseringen.

Mine daglige arbejdsopgaver spænder meget vidt, men jeg arbejder hovedsageligt med IT-arkitektur i forskellige digitaliseringsprojekter internt i KL eller konkrete IT-projekter og IT-løsninger i kommunerne. Arbejdet med og omkring IT-arkitektur kan hjælpe kommunerne med at opnå bedre, billigere og mere sammenhængende IT-løsninger. Det gælder både i forhold til planlægningen og strukturen af et IT-projekt eller IT-løsning - ligesom hvis du arbejder som arkitekt og skal tegne et hus. På den måde skitserer vi også digitaliseringsprojekter og IT-løsninger.

Til dette har KL i samarbejde med kommunerne udviklet en metode og arkitekturværktøjskasse med skabeloner, kaldet den fælleskommunale rammearkitektur, som vi kan anvende på tværs af forskellige projekter i kommunerne eller i KL. Vi tilgår dermed nye projekter ud fra en fælles retning, som bygger på tidligere erfaringer og metoder, så denne værktøjskasse bruger vi også tid på at udvikle og vedligeholde.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det spændende ved mit arbejde er, at der ikke er to dage, der ligner hinanden. Sådan har det stort set været i de to år, jeg har været ansat i KL. Hver dag bringer nye udfordringer og problemstillinger omhandlende digitalisering. Det kan også være krævende og udfordrende, men det er med til at gøre, at jeg udvikler mig og lærer nye ting hele tiden.

Den digitale dagsorden er mere central end nogensinde før. Det er rigtig interessant, at vi i KL er med helt i front og dermed kan sætte og påvirke den digitale dagsorden på det kommunale område og på tværs af den offentlige sektor i Danmark. Det giver mit arbejde mening og betydning, fordi de fælles løsninger, som vi kommer frem til i sidste ende, har indflydelse på borgerne i vores samfund.  

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg har læst Informatik og Sundhed, som er en uddannelse, der udbydes af KU i samarbejde med DTU. Det betyder, at jeg både har fået den faglige, tekniske viden om IT og teknologi fra mine studier på DTU, mens jeg på KU har fået en bred viden om sundhedsvæsenets opbygning samt, hvordan kommunerne og staten samarbejder på sundhedsområdet.

Det er ikke kun sundhedssektoren, som jeg beskæftiger mig med i mit nuværende arbejde, fordi vores center samarbejder med alle fagkontorer i KL, men når der er et projekt omkring sundhed, kan jeg trække på min viden fra studiet om sundhedsvæsenets opbygning og vilkår.

I min uddannelse har jeg tillært mig en grundlæggende analytisk tilgang i forhold til, hvordan jeg tilgår og arbejder med nye projekter og opgaver. Når man arbejder med arkitektur handler det om at sikre, at man går den rigtige vej og ikke har overset noget, så på den måde stemmer min uddannelse ret godt overens med det, jeg laver i mit arbejde i dag.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde?

Det er ret centralt for min motivation, at jeg føler, at jeg opnår noget med mit arbejde og gør en forskel ude i den virkelige verden. I mit arbejde er jeg med til at have indflydelse på den digitale dagsorden, og det betyder meget for mig, at vi er med til at skabe nogle løsninger, som kan bruges af borgerne og ude i vores samfund.

Da jeg startede i KL, blev jeg ansat som Juniorarkitekt og automatisk en del af en form for følordning, hvor der var afsat tid og ressourcer til, at jeg kunne sparre og trække på mine mere erfarne kollegaer. Som nyansat har det været helt afgørende for min trivsel og udvikling i KL, at der har været denne ordning, og jeg har været rigtig glad for, at der har været plads til, at jeg har kunne dygtiggøre mig og blive klogere ved at drøfte problemstillinger og udfordringer med min leder og kompetente kollegaer.

I mit daglige arbejde har jeg en bred kontaktflade på tværs af fagområderne i KL og andre organisationer og myndigheder i den offentlige sektor. Dette giver rigtig gode muligheder for at skabe og opbygge et bredt netværk.

  • Hvorfor er KL en attraktiv organisation for dig at arbejde i?

KL’s formål om at hjælpe kommunerne og borgerne er et vigtigt udgangspunkt for mig. Som ansat i KL har du indflydelse på den samfundsmæssige dagsorden, og hvis man gerne vil føle, at man gør en forskel i sit arbejde, så er KL et godt bud på en attraktiv organisation og arbejdsplads.

Rent personligt er KL også en attraktiv organisation for mig, fordi der er gode arbejdsforhold og arbejdstider. Der er meget fleksibilitet i dagligdagen. Samtidig er der højt til loftet og god plads til, at man som medarbejder kan udvikle sig og opnå nye færdigheder inden for en række af spændende områder. Vi arbejder på tværs af mange fagområder, og på den måde er KL en arbejdsplads med mange spændende muligheder.

Læs mere om KL

Mød andre kandidater fra KL


Annoncer