Marie Bojesen, Senior SEM Specialist, IIH Nordic

Mød Marie som beskæftiger sig med digital markedsføring på tværs af flere kanaler, hvor hun har ansvaret for en lang række større danske virksomheder. 

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg beskæftiger mig med digital markedsføring på tværs af flere kanaler. Det er både annoncering på Google og Bing, men også på de sociale medier såsom Facebook, Instagram og LinkedIn. Til daglig sidder jeg med ansvaret for en række større danske virksomheders digitale annoncering. Her er der primært tale om et længere samarbejde med kunden, hvor vi sammen finder frem til hvilke digitale annonceringskanaler, der skaber mest værdi for dem. Jeg derfor både eksekverer og rådgiver om mulighederne inden for digital annoncering.

Udover det løbende samarbejde med kunder, underviser jeg også i digital annoncering på både interne og eksterne kurser samt afholder workshops for virksomheder, der gerne vil dygtiggøre sig selv eller udfordres på den måde, som de gør tingene i dag.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det, som jeg synes, er det mest spændende ved mit arbejde, er det løbende samarbejde med virksomheder. Et samarbejde, der strækker sig over mange år, giver mig mulighed for at forstå virksomhedens opbygning, udfordringer og mål – og jo bedre forståelse for virksomheden og indsigter, desto bedre og mere intelligent kan deres annoncerings-setup blive.

Det mest udfordrende i min hverdag er formidlingen af, til tider, mere tekniske elementer, til kunder, der ikke har beskæftiget sig med digital markedsføring før – men ofte også lærerigt for mig selv.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg har en kandidat i Kommunikation og it fra Københavns Universitet. Det er en tværfaglig uddannelse, som netop sætter fokus på menneskers digitale adfærd, og hvordan vi kommunikerer med hinanden digitalt. Der er enkelte fag på uddannelsen, hvor jeg kan drage direkte paralleller fra det, som jeg er blevet undervist i, til de arbejdsopgaver, som jeg har i dag. Det er for eksempel et fag som dataanalyse, hvor vi på studiet lærte at tilgå og analysere store mængder data – men også et fag som interaktionsdesign, har jeg ofte oplevet at kunne gøre direkte brug af de teorier, som vi har lært.

Dertil kommer en lang række fag, som i højere grad har givet mig en bred forståelse for, hvordan både IIH Nordic, men også de virksomheder, som jeg beskæftiger mig med, er opbygget rent organisatorisk og agerer. Det er blandt andet fag som projektledelse og kommunikations- og organisationsteori, der har klædt mig godt på i en bredere forstand.

Alt i alt en rigtig god kombination af mere lavpraktiske færdigheder og en holistisk forståelse af virksomheder.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos IIH Nordic?

Det vigtigste for mig er, at mit arbejde giver mening – og det synes jeg, at det gør. Jeg hjælper dagligt kunder og samarbejdspartnere, så de kan både nå og meget gerne overgå deres mål og forventninger.

Derudover sætter jeg stor pris på det ansvar og frihed, som jeg får i mit arbejde. Jeg har alle muligheder for at bevæge mig i den retning, som jeg gerne vil, så mit arbejde forbliver udfordrende og spændende.

Til sidst er der mine kolleger, som for mig, langt henad vejen, er altafgørende for, om jeg trives i mit arbejde.

  • Hvorfor er IIH Nordic en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Jeg tror ovenstående spørgsmål besvarer det meget godt – IIH Nordic hjælper og udvikler virksomheder på tværs af alle digitale platforme, de gør en dyd ud af at dygtiggøre medarbejdere, og så udgøres IIH Nordic bare af en virkelig god gruppe af både søde, dygtige og gode kolleger. Så derfor arbejder jeg her.

Læs mere om IIH Nordic

Mød andre kandidater fra IIH Nordic


Annoncer