Rasmus Sterup, CEO & Co-Founder, HairLust

Mød Rasmus Sterup, der er CEO og Co-Founder af virksomheden HairLust. Rasmus giver her et indblik i, hvordan han bruger sin uddannelse i hverdagen. 



Rasmus
  • Rasmus Serup
  • CEO & Co-Founder
  • BSc i International Business fra CBS

Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg beskæftiger mig naturligvis med områder såsom strategi og ledelse qua min rolle som direktør i virksomheden. Grundet vores størrelse på 10-15 medarbejdere, så arbejder jeg dog også med andre områder som økonomistyring og rekruttering. Ind imellem alt det, så er jeg desuden involveret i vores brand- og produktudvikling samt marketing strategi.

Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det er de store beslutninger, som oftest vedrører de store budgetter - De store sten man flytter, som rent faktisk har en betydning for udfaldet af, hvorvidt man faktisk rykker virksomheden fremad. I øjeblikket finder jeg de organisatoriske opgaver mest spændende og udfordrende fx hvorvidt vi skal ansætte en Facebook Ads Specialist, delvist outsource denne funktion eller outsource det fuldkommen. Det var en funktion, som jeg selv sad med ansvaret for, men min tid er bedre brugt andetsteds end at sidde med driften af vores Facebook Business Manager, selvom jeg elsker det. Det kan også være, hvordan vores design kompetencer forbedres i virksomheden, så vores visuelle identitet bliver opgraderet og forholdes mere konsistent. Opgaver som disse optager mig meget for tiden.

Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg har en bred uddannelse, som har givet mig en bred forretningsforståelse. Jeg er opmærksom på, hvilken tilgang jeg skal tage til juridiske sager, markedsekspansion, produktinnovation, økonomi mm. Min uddannelse har gjort, at jeg ved lidt om det hele. Jeg bruger særligt min uddannelse, når jeg arbejder med overordnet strategi og sjældent i driften. 
På min uddannelse bliver man oftest undervist i teorier og modeller, som generaliserer, hvordan virksomheder fungerer, hvilket tillader at drage konklusioner om adfærdsmønstre og principper med en række begrænsninger. Nogle gange kan det bruges indirekte og andre gange kan man tage dele af det og perspektivere det til ens eget arbejde. Sagt på en anden, spiselig måde, så bruger jeg ikke Porter's Five Forces hver anden uge, men jeg kender grundprincipperne og har dem altid i baghovedet. 
Helt overordnet set, så har min uddannelse givet mig en viden om og opfattelse af, hvordan jeg skal tilgå de fleste områder inden for forretning, og hvad jeg skal være opmærksom på.

Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos HairLust?

Det er vigtigt, at jeg kan se afkast eller vækst i mit arbejde, og det kan jeg heldigvis ofte i mit arbejde i HairLust. Det er en stor motivationsfaktor, at jeg kan måle og se beslutninger betaler sig. Det er også vigtigt, at jeg har frihed til at arbejde med, hvad jeg ønsker og tror på. Derudover er et stort ansvar også et væsentlig element i min trivsel. Hvis vi begynder at falde i omsætning, eller hvis jeg begynder at miste frihed eller ansvar i mit arbejde, så står det skidt til.

Hvorfor er HairLust en attraktiv organisation for dig at arbejde i? 

Af samme årsager som forrige spørgsmål. Der er vækst, frihed og ansvar - og det er ting, som vi, i så stort et omfang som muligt, forsøger at give til alle medarbejdere i HairLust.

Læs mere om HairLust

Mød andre kandidater fra HairLust


Annoncer