Frank Jæger, lagerekspedient, Flügger

Mød Frank, der er lagerekspedient hos Flügger. Franks arbejde består blandt andet af den administrative del af eksporten på lageret samt plukning af varer.

flügger
lagerekspedient
  • Frank Jæger
  • 55 år 
  • Ansat siden 1981
  • 9. klasse

Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg arbejder som lagerekspedient på lageret i Kolding, her arbejder jeg primært med den administrative del af eksporten nede på lageret, men hjælper også til med at plukke til danske kunder og butikker, når der er behov for det og mindre at lave vedrørende eksporten.

Arbejdet i eksporten indebærer eksempelvis, at jeg er med til at sørge for, at containerne kommer afsted til tiden og sørge for, at de er pakket ordentligt til kunderne. Jeg modtager vareordrer, hvor det er min vigtigste opgave at sørge for, at det er de rigtige varer, der bliver sendt afsted. Derudover skal jeg selvfølgelig også sørge for, at varerne bliver sendt de rigtige steder hen i verden.

Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det er, når der kommer nye udfordringer omkring eksporten. Når vi sender til så mange forskellige steder i verden, så er der mange ting man skal være opmærksom på. Det synes jeg er en spændende del i mit arbejde, da jeg så skal løse forskellige udfordringer, der måtte være for at vi kan imødekomme kravene, de forskellige lande har.

Derudover kan jeg rigtig godt lide at skulle regne ud, hvor mange lastbiler vi skal bruge til en given leverance. Jeg går meget op i ikke at forurene mere end allerhøjst nødvendigt, så jeg kan godt lide den udfordring, der er i at finde ud af, hvordan vi kan pakke varerne bedst muligt, så vi har brug for færrest mulige lastbiler. På den måde mener jeg, at miljø og økonomi hænger utrolig godt sammen, da det både er interessant at spare nogle penge lige såvel som at skåne miljøet.  

Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg har arbejdet på lageret i 39 år, hvoraf jeg i 25 år har haft med eksporten at gøre, så jeg trækker meget på den erfaring jeg har opnået. Det sker også, at mine kollegaer kommer til mig, hvis de skal have råd og vejledning til noget, der vedrører eksporten. Derudover lærer jeg også undervejs, når vi støder på forskellige udfordringer. 

Hvilke tre ting er de vigtigste for dig ved at arbejde i en virksomhed som Flügger?

  • Det første jeg sætter stor pris på er, at der hos Flügger er plads til det sociale. Hver morgen drikker vi eksempelvis en kop kaffe sammen inden vi begynder dagens arbejde.
  • Noget andet er min mødetid, som er fra kl. 6 til kl. 14. Jeg er nemlig et morgenmenneske, så den tid passer mig rigtig godt. Derudover sætter jeg pris på, at jeg hver dag ved, hvornår jeg er færdig med dagens opgaver.
  • For det tredje så kan jeg rigtig godt lide, at jeg selv føler, jeg er ansvarlig for eksporten. Jeg skal få det til at fungere og føler på den måde, at jeg har frihed under ansvar.

Hvorfor er Flügger en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Igen må jeg fremhæve det sociale, hvor jeg vældig godt kan lide, at alle der har lyst til at være med til de forskellige arrangementer har mulighed for at komme med. Jeg synes personaleforeningen i Flügger gør et rigtig godt stykke arbejde for at styrke sammenholdet.

Jeg kan også rigtig godt lide, at jeg kan bruge mine planlægge og koordinere evner, når jeg udfører mine arbejdsopgaver.

Læs mere om Flügger

Mød andre kandidater fra Flügger


Annoncer