Josefine Margrethe Smidt Hansen, Grafisk Designer, e-Boks

Josefine er ansat som Grafisk Designer hos e-Boks, hvor hun bistår hele organisationen med grafisk arbejde både internt og eksternt.

e-Boks
Josefine
  • Josefine Hansen
  • 27 år 
  • Ansat siden 2019
  • Multimediedesigner

Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg er ansat som grafiker og bistår hele organisationen med grafisk arbejde både internt og eksternt. Mit arbejde består især i at sørge for, at vi har et ensartet visuelt og grafisk udtryk på alt lige fra præsentationer til nye services i e-Boks appen. Mine primære arbejdsværktøjer er Illustrator og flere af Adobes programmer og PowerPoint. Derudover får jeg lov at bruge min kreative side til idéudvikling og får lov til at arbejde med en række værktøjer indenfor UX-design, når vi arbejder med nye ideer til e-Boks.

Hvad er det mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Jeg har meget frie tøjler til at udføre mit arbejde, da mine kolleger overlader en stor del af det grafiske arbejde til mig når jeg får lov til at forsøge at forene et budskab med en visuel fremstilling. Jeg har dermed berøringsflade med hele organisationen på tværs af alle afdelinger og der er derfor ikke mange dage, der ligner hinanden. Mine arbejdsopgaver er en blanding mellem at være med i den spæde opstart af et projekt og nogle gange blive kastet ind til allersidst, hvor det skal præsenteres visuelt. Det er lige dele udfordrende og spændende.

Hvordan burger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Som multimediedesigner har jeg en meget blæksprutte-lignende rolle, hvor jeg kan træde ind mange steder i processen når et produkt skal udvikles. Jeg kan være med fra start i research-fasen, hvor vi indsamler data f.eks. fra brugerindsigter, være med til at udvikle og finpudse konceptet eller til allersidst hvor vi eksekverer og skal udvikle produktet. Multimediedesign har givet mig en forståelse for og redskaberne til at kombinere brugeroplevelser med design foruden både faglig dømmekraft og kompetencer indenfor UI-design.

Hvilke tre ting er de vigtigste for dig ved at arbejde hos e-Boks?

Mine kolleger. Fordi jeg netop har berøring med så mange forskellige afdelinger og dermed mennesker, er det så vigtigt at være omringet af passionerede og dygtige kolleger. Det er vildt givende at kunne spare med hinanden og spille hinanden gode. Det er også vigtigt med god kommunikation, når jeg skal omdanne materiale til noget visuelt og det oplever jeg heldigvis hos e-Boks.

Tillid. Det hænger også meget sammen med de kolleger jeg har, men det er bare arbejdsmæssigt ekstremt givende at mærke tillid til de opgaver man løser hele vejen op igennem organisationen. Det gør det meget federe at være på arbejde, når der er et miljø der er åbent, tillidsfuldt og trygt og man stoler på, at man modtager konstruktiv og velment kritik.

Passion. At jeg kan få lov til at arbejde med grafisk fremstilling og gøre noget materiale lidt mere visuelt præsentabelt end det var før er personligt tilfredsstillende. Jeg tror også på at mit arbejde bliver bedre når jeg får lov til at lave noget jeg er passioneret omkring – det giver mig motivation og lyst til at gøre mig umage.

Hvorfor er e-Boks en attraktiv organisation for dig at arbejde i? 

e-Boks er et attraktivt sted at arbejde fordi jeg bl.a. får de tre ting jeg netop har nævnt. e-Boks har et produkt som berører næsten alle danskere, og det er der ikke nogen, der tager for givet. Virksomheden som helhed er nysgerrig og det tror jeg er med til at drive os fremad. Vi er gode til at fejre succeser og fejre hinanden, når tingene går godt – det er også med til at gøre det sjovt at gå på arbejde.

Det er en spændende arbejdsplads, hvor der sker en masse og man som medarbejder får lov til at være med på projekter, hvor man kan bidrage og bliver taget seriøst ift. det man kan. Mit indtryk er, at organisationen som helhed er meget lydhør og hvad end du er student eller leder tæller dine ideer og input, så man skal ikke være bange for at byde ind og tage ansvar. Det er attraktivt at være på en arbejdsplads med sådan et arbejdsmiljø – det gør det fedt at tage på arbejde hver dag.

Læs mere om e-Boks

Mød andre kandidater fra e-Boks


Annoncer