Mød en ejendomsmægler

Drømmer du om arbejde med køb og salg af ejendomme eller vil du vide mere om hvordan livet som ejendomsmægler er? Så læs med i denne artikel, hvor vi har talt med ejendomsmægler og indehaver af sin egen Home-forretning, Simon Raagaard. 

Drømmer du om at arbejde med nogle af de største investeringer i andres liv? Og brænder du for at vide mere om hvordan livet som ejendomsmægler er? Så læs med i denne artikel, hvor vi har talt med ejendomsmægler og indehaver af sin egen Home-forretning, Simon Raagaard.

Interview med Simon Raagaard fra Home

Hvilken uddannelsesvej har du taget?

I løbet af gymnasiet fik jeg interesse for bolighandel og så nok også flere Hammerslag-programmer end den gennemsnitlige gymnasieelev. Da jeg var færdig, søgte jeg derfor ind på finansbacheloruddannelsen, hvor jeg gik på linjen ”ejendomshandel”. Fordelen ved uddannelsen er, at der også er gode muligheder for at gå andre finansielle veje, hvis ejendomsmæglerbranchen mod forventning ikke skulle ramme plet. På uddannelsen fik man en god indsigt i forskellige finansielle brancher såsom bank, realkredit, ejendomsadministration, forsikring og pension, men jeg fandt hurtigt ud af, at ejendomsmæglerbranchen var lige mig. Jeg var især tiltrukket af kombinationen af kundekontakt og en varierende hverdag med både kontoropgaver og aftaler ude af huset. I løbet af min uddannelse var jeg i 5 måneders praktik hos Nybolig, hvor jeg fortsatte som trainee, mens jeg sideløbende færdiggjorde mit studie. Efterfølgende tog jeg ”omsætning af fast ejendom” (bolighandel 3), så jeg kunne få titlen ejendomsmægler MDE. Jeg fik min titel allerede efter 4 år, hvor det typisk tager 5-5 ½ år, da de fleste først påbegynder deres 2-årige traineeforløb efter endt uddannelse. Det krævede lidt planlægning og lange arbejdsdage for at få titlen i hus hurtigst muligt.

Hvorfor er Home en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Da jeg blev færdiguddannet hos Nybolig, ville jeg gerne prøve noget nyt og bryde lidt ud af trainee-rollen. Jeg begyndte derfor hos home, hvor jeg blev godt klædt på i forhold til at arbejde som kommissionerende mægler, hvor jeg førhen havde haft mere fokus på salg og kreditvurderinger.

Hos home er der gode udviklingsmuligheder, og jeg blev derfor allerede butikschef efter 1 år og er senest blevet indehaver af home Amager – Sundby. Min tid hos home har jeg derfor oplevet som et spændende og hurtigt udviklingsforløb.

Simon Raagaard, Home

Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Som ny indehaver af en home-forretning beskæftiger jeg mig primært med salgsvurderinger. Min vigtigste opgave er at sørge for, at butikken får boliger til salg, men derefter kommer en del vigtige sekundære opgaver såsom fremvisninger, markedsføring og sagsbehandling. I forretningen er vi et team på fire, så der er behov for, at vi alle hjælper til, og jeg beskæftiger mig derfor fortsat med hele salgsprocessen fra A-Z. Derudover er jeg i gang med at udvikle vores køberrådgivning, så vi kan hjælpe vores sælgere og andre boligsøgende godt videre.

Hvordan er work/life-balancen i et job som ejendomsmægler?

Man skal ikke arbejde som ejendomsmægler, hvis man gerne vil have et 8-16 job, da vi typisk arbejder, når andre holder fri. Det gælder både sene aftentimer, weekender og helligdage. Men omvendt planlægger man også sin egen kalender, så man har mulighed for en mere fleksibel hverdag, hvis man har behov for det. Vores kontor holder åbent alle søndage, da vi har åbne huse, hvorfor man typisk har en ugentlig fridag i løbet af ugen. Det har fungeret helt optimalt for mig, da jeg så kunne ordne lidt praktiske ting midt på ugen eller holde fri fredag-lørdag. Desuden er der andre roller i mæglerbranchen som sagsbehandler, køberrådgiver eller vurderingsspecialist, hvis man ønsker mere faste arbejdstider og gerne vil holde fri i weekenden.

Du har været meget involveret i ungdomsarbejdet hos Dansk Ejendomsmæglerforening – kan du fortælle lidt, om hvorfor du er gået ind i det?

Jeg har valgt at engagere mig i foreningsarbejdet hos Dansk Ejendomsmæglerforening, da vi har en rigtig god branche med dygtige mennesker, hvilket jeg ikke altid synes kommer frem i lyset. På den anden side er der dog også brug for, at der bliver rettet op på nogle forhold, hvis branchens ry skal forbedres.

Der er for mange i mæglerbranchen, der ikke har en uddannelse, og for forbrugeren er det slet ikke til at gennemskue. I Ungeudvalget arbejder jeg derfor for, at flere har lyst til at uddanne sig til ejendomsmægler ved at holde oplæg på uddannelsesinstitutioner. Derudover arbejder jeg også på, at kravene til de nuværende i branchen uden uddannelse bliver skærpet. Vi er involveret i de største investeringer i menneskers liv, og de fortjener derfor en faglig dygtig mægler, der også kender til de juridiske og finansielle aspekter, så intet går galt i processen. Jeg håber, at foreningsarbejdet på sigt vil skabe større tillid til mæglerbranchen.

Du er jo mentor for unge på Copenhagen Business Academy, som drømmer om en karriere i ejendomsmæglerbranchen. Har du et godt råd?

I Ungeudvalget har vi lavet en mentorordning for studerende på finansøkonom- og finansbachelorstudiet, som skal i praktik. Mentorforløbet består af tre møder, hvor vi forventningsafstemmer og kigger på samspillet mellem uddannelse og praktiksted.

Mit bedste råd er at gå ind til praktikforløbet med stor nysgerrighed. Det er vigtigt selv at spørge ind til de forskellige arbejdsopgaver på kontoret, så man får prøvet så meget som muligt. Der er nemlig stor forskel på, hvor stor erfaring og hvor mange ressourcer de forskellige kontorer har i forhold til at planlægge et godt praktikforløb. Som praktikant skal man insistere på ikke kun at passe telefon, uddele flyers eller lave vinduesudstilling. Ellers bliver det svært at vurdere, om det er den karrierevej, som man vil gå.


Annoncer