Hvad laver en økonom?

Mød Anders, på 29 år, der er uddannet samfundsøkonom ved Aalborg Universitet og til dagligt arbejder som økonom hos Region Hovedstaden Psykiatri.

[Facebook:like]

Økonomen Anders på arbejde

Navn: Anders Rasmussen

Alder: 29 år

Job: Økonom hos Region Hovedstaden Psykiatri

Uddannelse: Samfundsøkonom ved Aalborg Universitet

Mød en Økonom

Mød Anders, på 29 år, der er uddannet samfundsøkonom ved Aalborg Universitet og til dagligt arbejder som økonom hos Region Hovedstaden Psykiatri. Læs hvad han har at fortælle om sin uddannelsen og om det at arbejde som økonom.

Bliv økonom! 

Skrevet af Informationsmedarbejder Cæcilie Kallehauge Nielsen

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

Jeg sætter meget stor pris på at komme ind og nyde det kollegiale samarbejde på arbejdspladsen. Derudover, så er der selvfølgelig også det faglige jeg finder spændende. Der er en masse udfordringer, som giver et lille kick, når man får løst dem. Der er hele tiden noget nyt at tage fat i, så det bliver ved med at være spændende.

Hvad er det mest udfordrende ved dit arbejde?

Det er et svært spørgsmål, fordi der nemlig er så mange forskellige opgaver. Jeg er f.eks. ret god til teknik, derfor synes jeg også at mange at de opgaver, der omhandler det, er lettere end f.eks. mere beskrivende opgaver. Så på den ene side vil jeg sige, at det er den tekniske del, der er mest udfordrende, men det er samtidig også der, jeg søger hen. Mens skrive opgaverne er mere udfordrende på en sådan måde at det mere er noget, der bare skal ordnes og overståes. Jeg finder det ikke nær så interessant.

Men det er svært at komme med noget helt konkret, jeg er jo relativt ny på denne her arbejdsplads og det betyder at mange af opgaverne er nye for mig, så det er generelt bare svært. Simple opgaver, som at finde ud af hvordan noget hænger sammen og så bare det med at løfte røret og ringe til en for første gang er udfordrende til at starte med, da det er noget man lige skal overvinde.

Hvem passer jobbet som økonom til?

Når man arbejder som økonom, med udgangspunkt i denne her arbejdsplads, har det ikke meget betydning hvilken type person du er, da arbejdspladsen er meget rummelig. Men min personlige holdning er, at man spiller lidt bedre sammen med den samme type som en selv. Hvis man f.eks. forsøger at lave et match mellem en meget indadvendt og en meget udadvendt person, så får man nok ikke det bedste resultat, men på den anden side kan det måske også give nogle fordele.

Hvilken uddannelsesbaggrund har du, og hvorfor valgte du netop den?

Jeg studerede samfundsøkonomi i Aalborg. Inden jeg valgte økonomiuddannelsen, så havde jeg gjort mig nogle forskellige overvejelser, “hvad er det egentlig gerne jeg vil” og “hvad interesserer jeg mig for” osv. Jeg havde meget svært ved at sige præcist hvad jeg ville og hvilket job, der ville passe perfekt til mig - Det havde jeg slet ikke nogen forestilling om.

Men jeg tænkte så, at jeg altid har interesseret mig utroligt meget for samfundsfag, samfundet generelt og det politiske og så har jeg altid været glad for matematik. Så fandt jeg økonom uddannelsen og tænkte at den passede meget godt på mine interesser og at den kunne jeg da prøve. Jeg valgte at tage uddannelsen på Aalborg Universitet fordi, at de har det her basisår, der gjorde at jeg kunne springe over på politik og administration og vælge statskundskab, hvis Økonomiuddannelsen nu viste sig ikke lige at være mig, Men jeg blev siddende i det, hvilket jo var fint.

Hvordan var overgangen fra uddannelsen til dit første job?

Efter endt uddannelse, startede jeg med at være arbejdsløs i et halvt års tid. Men det var nu mest af alt fordi jeg valgte at tage ud og rejse et par måneder efter jeg havde færdiggjort studiet. Derefter skulle jeg lige tage mig sammen til at søge job osv., så det skal heller ikke lyde værre, end hvad det er. Men det gjorde, at jeg var helt nede i gear, da jeg så lige pludselig fik et arbejde her i København og skulle til at flytte fra Jylland.

Det var en kæmpe omvæltning at få jobbet, jeg havde ikke rigtig noget studiejob mens jeg var under uddannelse eller havde gjort mig nogle forestillinger om hvordan livet på den anden side af studiet ville være. Men jeg blev mødt af virkelig engagerede og gode kollegaer. Jeg fik tid til at sætte mig ind i tingene, og i den forstand føler jeg egentlig ikke, at omstændighederne kunne have været meget bedre. Så det var positivt at komme ud som ny, men jeg ved ikke hvor meget jeg har brugt af det jeg har lært på studiet, for der er langt fra de der teoretiske skrivebords analyser, til hvordan man egentlig gør det ude i den virkelige verden. Det jeg tog med mig fra studiet var mere nogle teknikker til at lære og til at sætte mig ind i noget relativt komplekst.

Har du nogle gode råd til andre, der overvejer at blive Økonom?

Jeg ved ikke om det som sådan er et råd, men, det er sådan generelt med uddannelsen til Økonom, at man skal være opmærksom på, at det ikke er det hele, som er lige sjovt. Men lad være med at droppe det bare fordi du ikke kunne lide fagene på f.eks. to af semestrene. Gør dig i stedet nogle mere overordnede tanker, fordi de fag er altså ikke nødvendigvis det man kommer ud og sidder med, som færdiguddannet. Du kan præge din uddannelse i mange retninger, der giver dig mulighed for mange forskellige jobs inden for faget. Man kan f.eks. komme til at sidde og skrive notater i det offentlige, men man kan også komme til at sidde og lave noget mere matematisk og talnørdet, et helt andet sted, eller en blanding af de to, som jeg f.eks. gør herinde. Det er bare om at hænge ved, for det skal nok komme til at se lyst ud på den anden side.

Hvad er dine fremtidsplaner?

Ja, men det er jo også så populært at have fremtidsplaner. Så selvfølgelig har jeg da gjort mig lidt tanker. Mine fremtidsplaner går mest på, ikke at komme til at sidde for langt tid i de samme jobs. At få lidt mere erfaring forskellige steder fra. Min filosofi er, at prøve et par forskellige steder og så finde ud af hvad det er for nogle cheftyper og kollegaer jeg bryder mig om og hvad jeg egentlig sætter pris på, på en arbejdsplads. Alle de her forskellige overvejelser føler jeg rigtig kun at jeg kan få svar på, ved at komme ud opleve og få mig nogle erfaringer. Så jeg tænker her i starten f.eks. at lave et jobskifte hver 2. til 3. år. Men det er jo samtidig heller ikke nogen grund til at skifte job, for bare at skifte job.

Vil du vide mere om studiet i Samfundsøkonomi på Ålborg Universitet? Få mere information her!

Vil du vide mere om andre Økonomi uddannelser? Så kan du få mere information her!


Annoncer