Vis studentum.dk som: Mobile

Mød en selvstændig frisør


Mød en selvstændig frisør

Mike har altid vidst, at han skulle være frisør og arbejdet målrettet mod sin drøm. Han er uddannet på Frisørskolen i Herning, og ejer i dag sammen med Lina Jørgensen salon ’Fake Your Beauty’ på Gammel Kongevej i København. En kreativ salon, hvor kant, humor og bramfrihed blot er nogle af de nøgleord, der beskriver stilen. 

Drømmer du også om at blive frisør? Så læs med og bliv inspireret af Mikes vej fra frisørskolen til selvstændig frisør, og få et par tips med på vejen om mode og stil!

Af Informationsmedarbejder Anne Sparresø 

Hvordan startede din interesse for at blive uddannet frisør?

”Jeg er vokset op i modeverdenen, og siden 4. klasse ville jeg være frisør. Jeg har altid arbejdet målrettet efter at blive frisør, og startede direkte på frisørskolen efter 10. klasse”.

Har du altid vidst, at det var den uddannelse, du gerne ville tage?

”Mine forældre prøvede at pejle mig i andre retninger, men mode og frisørfaget hev i mig. Jeg vidste, at det var det, jeg skulle være!”

Hvor har du taget din frisøruddannelse henne?

”Jeg er vokset op i Holstebro, og tog min uddannelse på Herning Frisørskole. Du skriver under på en fireårig kontrakt, hvor du delvist er i en frisørsalon og delvist er på skolen”.

Hvordan er forløbet som frisørstuderende bygget op?

”Du kan starte forløbet på to måder; enten i mesterlære eller direkte med et halvt års grundforløb på skolen. Uddannelsen veksler mellem forløb, hvor du er på skolen og ude i salonen. Du afslutter så uddannelsen med en 2-dages svendeprøve, hvor du 4 uger forinden får at vide, hvad du skal til eksamen i. Og så finder du modeller, og gør dig klar inden du skal op til eksamen”.

Hvordan er din samlede oplevelse af frisøruddannelsen?

”Min oplevelse af frisøruddannelsen er meget blandet. Der er mange kompetente lærere, og du glæder dig altid til at komme tilbage på skolen. Du får en masse nye input, og ude i salonerne lærer du virkelig meget.

Du lærer også undervejs, hvilken frisørtype du er, og hvad du synes er sjovt. Her i salonen kan vi godt lide at lave det alternative, og bruger meget tid på efteruddannelse, kurser og så videre”.

Hvordan var overgangen fra du var færdiguddannet til dit første job?

”Efter frisøruddannelsen arbejdede jeg lidt i Holstebro, hvorefter jeg flyttede til København og startede op som selvstændig frisør. Det var helt fra bunden, for mine kunder fra Holstebro var jo langt væk. Jeg har jo salon Fake Your Beauty sammen med Lina, og vi har et super godt samarbejde. Vi kører mange projekter, og elsker at være kreative. Vi blev eksempelvis kontaktet af Copenhell sidste år, og var så derude at arbejde i en stand. Det var super fedt!”.

Har du et godt råd til, hvordan man starter op som selvstændig frisør?

”Det er bare at springe ud i det, men være bevidst om, at det i starten går langsomt. Du skal have gåpåmod og gøre verden opmærksom på dig selv. Jeg delte flyers ud på gaden og gik i byen for at snakke med folk. Simpelthen møde nye mennesker, fortælle om salonen og give mit visitkort. Det er ikke super ’PR-agtigt’, men det er bare så vigtigt, at du skaber gode relationer. Jeg fik opbygget min kundegruppe på 1 år, men det tager gerne 2 år”.

Hvad er det bedste ved at være frisør?

”Det bedste er, at du får lov til at skabe noget nyt hver dag. Du har jo muligheden for enten at ødelægge eller skabe noget ekstraordinært når en kunde sætter sig i frisørstolen. Det er en kæmpe tillid som kunden giver dig, når de sætter sig i stolen. Og så er det sindssygt fedt at blive anerkendt når en kunde lyser op, efter du har klippet personen”.

Hvor finder du inspiration til nye friurer mode henne?

”Det gør jeg eksempelvis bare ved at gå en tur på gaden, og se hvad folk har på? Mange mennesker formidler et budskab i deres stil og påklædning, og det er super fedt. Jeg tager også til modeuger, kigger i blade og magasiner – finder inspiration fra ældre tider. Jeg gemmer bladene, så jeg kan holde stik med, hvad der var moderne eksempelvis i 90’erne, hvis det bliver moderne igen. Det gør det som regel – alting kommer på mode igen med tiden”.

Er der noget, der er mindre godt ved frisørfaget?

”Du har nogle skæve arbejdstider som frisør, så hvis du har familie kan det godt være lidt besværligt at få til at hænge sammen. Jeg arbejder eksempelvis om lørdagen.

Og så er det dårlige arbejdsstillinger, hvor du hele tiden prøver at bevæge dig på en ny ergonomisk måde. Det er hårdt for skuldrene, ryggen og kroppen generelt, så det er vigtigt, at træne og holde sig stærk. Statistikkerne siger, at den gennemsnitlige frisør kun arbejder i 7 år, men mange holder også 30-40 år. Så det skal du ikke lade dig skræmme af”.

Hvordan forholder du dig til small-talk som frisør?

”Det lærer du hurtigt. Når kunden sætter sig i stolen, så small-talker vi om alt muligt. Du kan altid snakke om hårprodukter eller vejret. Det er nok meget godt at være en åbensindet og social person. Du lærer at håndtere sure kunder, for nogen kommer sure ind i butikken fra starten af. Når de så sætter sig i stolen, så har de en kæmpe tillid til dig, fordi du har en form for magt med saksen i hånden. Og så bliver du lidt en terapeut, der lytter til, hvis kunden har haft en dårlig dag”.

Hvad er dine fremtidsplaner?

”Mine fremtidsplaner er her i salonen, men jeg synes også, at det er sjovt at undervise. Så der kommer nok et tidspunkt, hvor jeg skal undervise samtidig med, at jeg arbejder her i salonen. Jeg synes, at vi laver spændende ting, og har gang i en masse. Jeg bliver ved med at være frisør, og så er jeg jo også barber.

Næste år skal jeg til New York nogle måneder for at arbejde i en barbershop. Det er derovre, det hele er startet. De har kæmpestor erfaring med at lave old school barberinger. Så der skal jeg over og hente inspiration”.

Skal du være en bestemt type for at blive frisør?

”Det tror jeg ikke, men du skal have passion for mode og hår. Du er jo et forbillede når kunderne kommer ind i butikken. De ser på dig, og du er inspiration”.

Kan du give et godt råd til unge, der drømmer om at tage frisøruddannelsen?

”Prøv at komme i praktik 1 eller 2 uger i en frisør, så du kan se, om det er noget for dig? Jeg tror, at mange piger drømmer om at blive uddannede frisører, men det er mere idéen end virkeligheden. Så snus lige til faget, og tag det sure med det søde. I starten skal du indstille dig på at lave kaffe, feje gulve, stille produkter på plads og se med fra sidelinjen, men i sidste ende skal det nok belønne sig”.


Her kan du se et overblik over jobbet som nyuddannet frisør

Senest opdateret: 07 dec 2015

Du er måske også interesseret i:

Sidst opdateret 26-01-2016

Sundhed og omsorg - Karriereguide

En karriere inden for sundhed og omsorg er for dig, der vil arbejde med mennesker. I denn guide får du et overblik over de mange karrieremuligheder i sundhedssektoren - lige fra behandling og pleje til sundhedsfremme.

Læs mere
Sidst opdateret 12-09-2018

Designeren der startede eget brand efter endt uddannelse

Arbejdet inden for modebranchen kræver kreative sjæle og fagligt dygtige personer, men hvis du også har en drøm om at starte dit eget brand, er kreativiteten ikke den eneste egenskab, du skal besidde. Det er også vigtigt med kompetencer inden for forretningsføring, og derfor valgte Pernille at studere designteknologi. I dag har hun sit eget brand.

Læs mere
Sidst opdateret 05-02-2016

Mød en blomsterdekoratør

Christina er færdiguddannet blomsterdekoratør fra Roskilde Tekniske skole, og har været i lære hos Blomster Stalden i Salløv. Sidste år vandt hun bronzemedaljen i juniorklassen ved DM i Blomsterkunst, og hun har netop åbnet virksomheden ’Lykkelig v/Christina Lykke Peulecke’, der altid har været hendes store drøm.

Læs mere
Sidst opdateret 12-09-2018

Mød en Arkitekt i job

Der gik 3 måneder fra Pernille var færdiguddannet til hun fik sit første job. Jobbet fik hun gennem en anbefaling fra en kammerat. Efter et halvt år, fik hun job ved Dall & Lindhartsen A/S, som er en tegnstue. Her har hun været de sidste 7 år. Lige i øjeblikket sidder hun med et sygehusprojekt i Odense.

Læs mere
Sidst opdateret 27-02-2017

Mød en dyrepasser

Jesper er i gang med at blive uddannet dyrepasser på Roskilde Tekniske Skole. En uddannelse, der fokuserer på at give dig praktisk erfaring, så du kan arbejde professionelt med dyr, fodring, pleje, træning, avl og meget mere. Han har flere gange været i udenlandspraktik og drømmer om at arbejde med ulve.

Læs mere
Danmarks Bedste Studieby

Danmarks Bedste Studieby

Test dig selv