Søg uddannelse 👉

Mød Kristian fra Sportsefterskolen SINE

Kristian synes, at det var fedt med en efterskole med en skilinje, og derfor faldt valget på Sportsefterskolen SINE. Læs mere her.

Mød Kristian fra Sportsefterskolen SINE

Jeg elsker at stå på ski, og syntes derfor det kunne være fedt, at komme på en efterskole med en skilinje. Det var faktisk en vikar på min gamle skole, som anbefalede mig skolen, fordi hun vidste at der var en skilinje. Det er blandt andet derfor jeg valgte sportsefterskolen SINE, så jeg kunne blive endnu bedre til at stå på ski.

Der jo ikke så meget sne i Danmark, så vi tager afsted til indendørs skisportssteder, som blandt andet ligger i Århus og Hamborg. Her øver vi nogle specielle sving og træner vores teknik. Men selvom det ikke hele tiden er muligt at stå på ski, så er al vores træning rettet mod det. Vi har træning fem gange om ugen, hvor vi blandt andet forbereder os fysisk, så vi er klar, når vi skal afsted på skitur. Efterskolen har også en lille skibakke, hvor vi har mulighed for at træne vores teknik, og hvor vi kan afprøve forskellige tricks. Derudover har vi crossfit relateret træning og mindfulness, hvor vi slapper helt af. Det er fedt, at der er så meget forskelligt man skal lære og forberede sig på, for at blive god til at stå på ski.

”Det er fedt, at få lov at dyrke sin sport på et højt niveau.

På skilinjen har vi været to uger på skitur, hvor vi i den første uge lærte en masse teknik og stod på ski, og ugen efter kom resten af skolen herned også. Der fik vi også lov til at undervise nogle af de andre, som var nybegyndere på ski, og det var vildt fedt at få lov til selv at undervise andre i noget af det man havde lært. I løbet af året arbejder vi også på at blive skiinstruktører, så det er fedt at få lov at prøve det i praksis. Alle dem, der har valgt skilinjen interesserer sig meget for sporten, så vi kan sammen snakke teori og og træne teknik, og man kan virkelig mærke, at alle brænder for det.

Det er en helt anden undervisning på efterskole, end det man kender fra folkeskolen. Blandt andet fordi man kender lærerne bedre og har en personlig relation til dem. Lærerne på sportsefterskolen SINE er vildt engagerede og det smitter helt klart også af på os elever. Det er meget nemmere at lære og turde spørge i timen, når man føler at man kender dem og de kender en, og så lærer man også meget bedre.

Den største forandring ved at være på efterskole, er nok det at man hele tiden er sammen med nogen. Jeg skulle lige vende mig til hele tiden at være på, men det er også noget af det, der gør efterskoleopholdet så godt. Man lærer sig selv og sine grænser rigtig godt at kende, og det er klart noget af det, der har udviklet mig. Jeg elsker at være sammen med mine venner her på efterskolen, men det er også rart, at jeg engang i mellem kan slappe af for mig selv, og at det er accepteret af de andre.

Er du interesseret i at gå på Sportsefterskolen SINE?

Læs mere om Sportsefterskolen SINE


Annoncer