Mød Caroline-Mathilde fra BGI akademiet

Er du nysgerrig på, hvordan det er at gå på efterskole? Læs med her, hvor Caroline-Mathilde giver et indblik i hverdagen på BGI akademiet.

Mød Caroline-Mathilde fra BGI akademiet

Jeg valgte at tage på efterskole, fordi jeg trængte til et år, hvor jeg kunne fokusere på noget andet end skole og samtidig dyrke en masse sport. Derfor var det også ret naturligt, at det blev BGI akademiet, fordi der er så mange muligheder for at dyrke forskellige sportsgrene her. Jeg synes blandt andet, at det var rigtig fedt, at der var mulighed for at vælge en kombilinje med både ski og rytme.

På skilinjen kan man vælge forskellige linjer, og jeg har valgt den linje, der hedder BSI, hvor du uddanner dig til skiinstruktør. Det er virkelig en fed linje, fordi vi både har en masse teori og fysisk træning. Vi er blevet inddelt i små grupper på holdet, og det betyder også, at der er rigtig meget fokus på hver enkelt på holdet. Instruktørerne er virkelig gode til at give os individuel træning i forhold til, hvordan vi kan blive bedre, og allerede efter den første uge kunne jeg allerede mærke, at jeg var blevet bedre, fordi du står på ski på en anden måde, end når du er afsted med familien.

Med skilinjen er vi på flere skiture i løbet af året, men efter jul skal vi blandt andet afsted med resten af skolen. Vi tager derned først og står på ski en uge, og derefter kommer de andre ned og står med os den sidste uge. Her er det os instruktører, der skal hjælpe dem, der måske ikke har stået på ski før, så det bliver virkelig spændende og en sjov oplevelse.

Vi er en ret lille linje på rytme, men det er virkelig hyggeligt, for det skaber et virkelig tæt sammenhold. Når vi skal finde en makker, er altid nogen at gå sammen med, og vi har det alle godt med hinanden.

Jeg går også på rytmelinjen, og det er jeg virkelig glad for. Vi har nogle rigtig gode trænere, der både lærer os de helt basale ting og små sekvenser, men også udfordrer os, så vi hele tiden bliver bedre. De er også rigtig gode til at give os alle opmærksomhed og motivere os til træningerne.

BGI akademiet er en jo en idrætseftefterskole, og derfor dyrker vi faktisk også ret tit sport i vores fritid eller om aftenen. Der er så mange faciliteter herude, og der er altid nogen, der har gang i noget om aftenen et eller andet sted på skolen. Det er virkelig fedt, for så keder man sig aldrig og kan altid finde på noget at lave.

Et råd i starten af efterskoleåret er, at du skal være åben og snakke med alle dem, du kan komme til. Tag også de samtaler, der måske er lidt akavede, for lidt efter lidt begynder I at have meget mere at snakke om. På BGI er der rigtig mange mennesker, og det kan måske godt virke lidt overvældende, men det gælder virkelig bare om at få talt med så mange som muligt i de første uger. Til gengæld er det også vigtigt, at man virkelig lytter til hinanden og prøver at huske, hvem man har talt med.

Er du interesseret i at gå på BGI akademiet?

Læs mere om BGI akademiet