Mød Noah fra Gymnastikefterskolen Stevns

Noah fortæller her om sin tid som elev på Gymnastikefterskolen Stevns. For eksempel hvorfor han valgte netop denne efterskole og hans yndlings-fag.

Mød Noah fra Gymnastikefterskolen Stevns

Jeg valgte Gymnastikefterskolen Stevns, fordi jeg gerne ville udvikle mig bedre gymnastisk og socialt. Jeg har altid dyrket meget gymnastik, og jeg havde allerede været på nogle gymnastikcamps, som blev afholdt på Stevns. På den måde kendte jeg allerede til skolen, og jeg har også flere venner, som har gået her og fortalt mig deres år, og hvor glade de havde været for det. Jeg besøgte alligevel skolen på Efterskolernes Dag, og her fik jeg et meget større indblik i, hvad det egentlig vil sige at gå på efterskole. Jeg blev virkelig tiltrukket af det fællesskab og vidste, at det ville jeg også gerne prøve.

Mit yndlingsfag på mit linjefag Teamspring, hvor vi arbejder med vores teknik og får lov til at prøve nogle vilde spring. Vi har et meget tæt sammenhold på vores linje, fordi vi også tager på ture sammen. I weekenden skal vi fx til Norge, hvor vi skal op og se nogle forskellige spring- og gymnastikkonkurrencer. I slutningen af året skal vi også selv til en stor konkurrence, og inden da har vi nogle mindre test mod nogle andre efterskoler. Det er rigtig fedt at være ude til konkurrencer sammen, og man kan mærke, at vi alle gerne vil vinde og gøre vores allerbedste for at repræsentere Stevns. Det er én af Danmarks bedste gymnastikefterskoler, og den titel vil vi selvfølgelig gerne beskytte.

Når man bor med andre, er det vigtigt, at man husker at snakke om tingene. Man skal kunne tale om de problemer, der opstår og hurtigt få dem løst, og det bliver man rigtig god til på efterskolen, fordi man går op og ned af hinanden hver dag.

Jeg kan rigtig godt lide at være i weekenderne, og jeg prøver også altid at være her så meget som muligt. Det fede ved at være her i weekenden er, at vi ikke er nær så mange, og det gør, at vi bliver tættere og rystet sammen på en anden måde end i løbet af hverdagen, og når alle er på skolen. Derudover har vi mulighed for at lave de ting, vi har lyst til, og nogle gange er der også arrangeret nogle sjove aktiviteter for os alle. Vi har fx haft fodboldsafari, hvor vi var sammen om at tage billeder i større grupper, men nogle gange er vi også cyklet ned til havnen for at spise is eller pizza.

Er du interesseret i at gå på Gymnastikefterskolen Stevns?

Læs mere om Gymnastikefterskolen Stevns