Mød Sara fra Gymnastikefterskolen Stevns

Drømmer du om at komme på efterskole? Læs med her, hvor Sara fortæller om sine oplevelser, fra da hun var elev på Gymnastikefterskolen Stevns.

Mød Sara fra Gymnastikefterskolen Stevns

Jeg blev allerede skrevet op til Stevns Gymnastikefterskole i 4. klasse, men på det tidspunkt var jeg stadig ikke helt sikker på, at jeg ville starte. Efterfølgende så jeg deres opvisninger hvert år, og det så bare virkelig fedt ud. Ud fra deres opvisninger kunne man se, hvor godt et fællesskab de havde, og det blev også én af grundene til, at jeg valgte, at jeg gerne ville gå her. Alt i alt var det altså en kombination af deres opvisninger, sammenholdet og anbefalinger fra andre, der har gået der tidligere.

På Stevns har vi gymnastik stort set hver dag, og en almindelig dag varer ca. fra kl. 08-18.15. Det lyder måske som en lang dag, men vi har både gymnastik, linjefag, valgfag og flere pauser, og derfor føles det ikke rigtig sådan. Hvis du har en lang pause, kan du fx bruge den på af slappe af eller tage i fitness.

På Stevns har vi et virkelig godt sammenhold, fordi vi alle er fælles om gymnastikken. Selvom vi alle er på forskellige niveauer, så er der stor respekt og accept omkring det, og vi hjælper altid hinanden.

Jeg har valgt Science som min studieretning, og dét elsker jeg virkelig. Vi har alle et rigtig tæt forhold til hinanden, og vi tager sammen på studieture. Vi har fx lige været i Genéve, og den slags ture gør også, at man udvikler et stærkere sammenhold. Vi har nogle rigtig gode lærere, som er gode til at blande Science ind i undervisningen på en spændende, sjov og lærerig måde.

Jeg har allerede haft rigtig mange gode oplevelser, siden jeg startede på Stevns. Et særligt minde er fx fra vores anden weekend, hvor vi kun var ca. 60 ud af 183 tilbage på skolen. Her cyklede vi ud til en campingplads, og bagefter videre ud for at både på stranden. Det var virkelig hyggeligt, og det er måske én af de bedste weekender indtil videre. En anden god oplevelse var til en køkkenvagt, hvor vi var tre mennesker om at vaske op efter aftensmaden. Det tog lang tid, men vi havde det virkelig sjovt. Grunden til, at jeg nævner det er for at vise, at ethvert øjeblik kan udvikle sig til et helt særligt minde.

Er du interesseret i at gå på Gymnastikefterskolen Stevns?

Læs mere om Gymnastikefterskolen Stevns