Mød Isabella fra Ranum Efterskole

Drømmer du om at komme på efterskole? Mød Isabella, der her vil give dig et indblik i mulighederne og hverdagen på Ranum Efterskole.

Mød Isabella fra Ranum Efterskole

Det er faktisk lidt tilfældigt, at jeg endte med at tage på efterskole. Jeg havde nemlig ikke forestillet mig, at efterskoleoplevelsen ville være noget for mig, da jeg tænkte, at det var spild af tid. En sommer valgte jeg så at tage på sommerskole på Ranum Efterskole. Det er en international sommerskole for unge fra hele verden, hvor du kan forbedre dit engelsk og lære dig selv bedre at kende. Her mødte jeg en lærer, som sagde til mig, at jeg efter sommerskolens afslutning ville være overbevist om at tage på efterskole. Efter en uges sommerskole, måtte jeg konstatere, at han havde ret. Jeg ringede til min mor og blev skrevet op på Ranum Efterskole, og jeg har ikke fortrudt det et øjeblik.

Ranum Efterskole har - ligesom sommerskolen – et internationalt fokus. Vi har mere end 100 elever, der kommer fra udlandet, og det er ca. en fjerdel af hele skolen. Derudover har vi også elever, som er her i kortere perioder fx 1-2 måneder, som en form for udveksling, hvor de får indblik i, hvad det vil sige at gå på efterskole i Danmark. Jeg synes, at det er virkelig spændende at møde så mange mennesker fra hele verden. Det giver et indblik i deres verden og kultur, ligesom jeg bliver klogere på, hvor jeg selv kommer fra.

Jeg er virkelig taknemlig for alle de oplevelser, jeg får som elev på Ranum Efterskole, og jeg kan mærke, hvor meget jeg udvikler mig, når jeg rejser og møder mennesker fra andre kulturer.

Der er en helt særlig atmosfære på Ranum, og det er det, der gør det til en fantastisk efterskole. Der er plads til alle, og alle bliver inkluderet i fællesskabet. Hvis der fx er internationale elever til stede, så taler vi alle sammen engelsk. På den måde er der aldrig nogen, der bliver holdt udenfor. Det internationale fokus betyder, at jeg udvider min horisont og lærer om, hvordan mennesker fra andre kulturer lever og har det.

Ranum Efterskole er den fedeste efterskole, fordi vi kommer ud i verden og oplever så mange forskellige nuancer af andre kulturer. Jeg er lige kommet hjem fra en uge i Kroatien, hvor vi dyrkede sejlads. Til januar skal jeg til Nepal med mit kulturfag, hvor vi skal ned og besøge vores venskabsskole. I løbet af de næste par måneder, skal vi have sparet penge sammen til dem, som sikrer, at de kan fortsætte deres arbejde i Nepal. Vi samler penge ind gennem forskellige sponsorer og skolens egen tombola, hvor vi sælger ting fra Nepal. Det kan fx være te eller hjemmestrikkede huer, som vi har fået med dernede fra. Det er virkelig fedt, at der er klart formål med vores rejse, og vi er alle meget motiverede for at indsamle de penge. 

Er du interesseret i at gå på Ranum Efterskole?

Læs mere om Ranum Efterskole