Mød Emma fra Ranum Efterskole

Mangler du inspiration til dit efterskoleophold? Læs med her, hvor Emma giver dig et indblik i mulighederne og hverdagen på Ranum Efterskole.

Mød Emma fra Ranum Efterskole

Jeg valgte at tage på Ranum Efterskole, da jeg havde hørt godt om den fra en fælles veninde, som selv havde gået der. Derfor besluttede jeg at tage ud for at se efterskolen på Efterskolernes dag, hvor jeg blev vist rundt af to søde piger. De fortalte om fællesskabet på skolen, og hvordan de kunne mærke, at de havde udviklet sig og var blevet mere modne allerede på kort tid. Besøget på skolen og pigernes historier gjorde, at jeg besluttede mig for at melde mig ind samme dag, for jeg kunne virkelig mærke, at det her var noget for mig! Nu hvor jeg selv er startet, kan jeg tydeligt se og forstå, hvad pigerne mente, og jeg er så glad for, at jeg endte med at vælge Ranum Efterskole.

I min fritid bruger jeg meget tid med mine roomies og nogle af dem fra min kontaktgruppe. Vi bor 6 piger på mit værelse, og det fungerer faktisk overraskende godt og let at bo så mange sammen. Jeg var lidt nervøs for, hvordan det ville gå, inden jeg startede, men det var slet ingen grund til.


Efterskolelivet er meget afslappet, hyggeligt og rart. Alle er glade og slapper af i hinandens selskab, og det gør, at der altid er en virkelig god stemning på skolen. 

Vi har allerede været på første rejse sammen, hvor jeg var med mit profilfag i Egypten for at dykke. Jeg havde valgt turen på forhånd, for jeg gerne ville udfordre mig selv og prøvet noget, som jeg aldrig havde gjort før. På turen blev vi allerede certificerede dykkere, og det var den største oplevelse. Vi boede 12 mand på en båd i en uge, og det gjorde også, at vi fik et særligt sammenhold, fordi vi boede så tæt og samtidig blev certificerede dykkere sammen. Det var et fantastisk eventyr, som jeg aldrig glemmer. 

Jeg skal til Indien med efterskolen til januar, fordi jeg har valgt Indien som mit kulturfag. Vi har mulighed for at vælge mellem mange forskellige lande, men jeg valgte Indien, fordi jeg gerne ville have et indblik i den indiske kultur og se, hvordan befolkningen lever og bor. Jeg tror aldrig, at jeg ville rejse alene til Indien, og jeg tænkte derfor, at det var en god chance at gribe, fordi jeg med efterskolen kommer til at opleve kulturen sammen med mine gode venner. 

Er du interesseret i at gå på Ranum Efterskole?

Læs mere om Ranum Efterskole