Mød Jacqueline fra Ryslinge Efterskole

Da Jacqueline skulle vælge efterskole, faldt valget på Ryslinge Efterskole grundet deres høje faglige niveau. Læs mere her.

Mød Jacqueline fra Ryslinge Efterskole

Jeg valgte at tage på efterskole, fordi jeg gerne vil have et ekstra år til at overveje, hvilken uddannelsesvej jeg skulle vælge. Derudover vil jeg også gerne lære mere om mig selv og om at være social, som man automatisk lærer på en efterskole, hvor man er sammen med så mange mennesker hver dag. Jeg valgte Ryslinge Efterskole, fordi skolen har et højt fagligt niveau, og samtidig kunne jeg også godt lide størrelsen på skolen, fordi den hverken er for stor eller lille. Med 150 elever føler jeg, at vi har et stort fællesskab, men vi lærer også alle hinanden at kende på et personligt plan. 

Jeg er kunstelev på vores kunsthold, og jeg har valgt den linje, fordi jeg synes, at det er dejligt at få en pause fra en normal skoledag, hvor man kan være kreativ og udtrykke sig på en anden måde. På kunstholdet laver vi meget mere end at tegne, og det handler om at være kreativ på alle mulige måder. Vi laver alt fra installationskunst til politisk kunst, og der er også mulighed for at komme med ideer, hvis der nu er noget særligt, man gerne vil lave. Jeg har allerede lært en masse om forskellige kunstnere, maleteknikker og farver, men jeg har også bare lært at udtrykke mig på flere og nye måder.

Nogle siger, at efterskoleåret er ét af de bedste år i ens liv, men det er undervurderet – det er DET bedste år i dit liv!

Det fede ved Ryslinge Efterskole er, at vi også har et fag, der hedder projektledelse, hvor vi ender ud med at tage en projektlederuddannelse i slutningen af året. Det var helt klart også noget af det, der tiltrak mig meget, da jeg skulle vælge efterskole, for jeg synes, at det lød som en rigtig spændende mulighed – og som noget der er mulighed for på mange andre efterskoler. 

I løbet af året skal vi i alt lave fire forskellige projekter og lære om, hvordan man tilrettelægger et projekt, hvordan man er en god leder, og hvordan man kan samarbejde i grupper. Vi har også lige været afsted til en stor konkurrence, som vi vandt for et produkt, vi havde lavet, der hedder Saga. Det blev jeg virkelig stolt over!  

Ryslinge Efterskole er virkelig gode til at sørge for, at vi bliver blandet på kryds og tværs, og vi er medlem af 14 forskellige grupper i løbet af året på tværs af kontaktgruppe, gang, klasse og linjer. På den måde når man at møde alle og få et rigtig godt venskab til mange på efterskolen, og det synes jeg er virkelig fedt.

Er du interesseret i at gå på Ryslinge Efterskole?

Læs mere om Ryslinge Efterskole


Annoncer