Vis studentum.dk som: Mobile

Unge fra Ørestad Gymnasium producerer program for TV2Lorry


Mød unge bag produktionen af ungdomsprogrammet ’90’

En stor gruppe unge fra Ørestad Gymnasium arbejder i øjeblikket på at producere ungdomsprogrammet ’90’, der sendes på TV2Lorry. Ét program af unge til unge med emner lige fra, hvor du finder Københavns bedste natmad efter en bytur til politiske diskussioner i programmets Debathjørne. Tre af de elever, der står bag programmet er Emma, Bianca og Laura, som Studentum har mødt til en snak om karriere og fremtidsdrømme.

Af informationsmedarbejder Anne Sparresø, Studentum.dk

Emma Borch, 2.G

Emma BorchAltid drømt om at blive journalist

Emma har altid drømt om at blive journalist, så da hun hørte om Ørestad Gymnasies Journalistlinje, var hun ikke i tvivl om, at det var den rigtige gymnasielinje for hende.

”Journalistlinjen på Ørestad Gymnasium har klart givet mig nogle muligheder, som andre gymnasielinjer ikke kunne have givet mig. Vi skal have retorik i 3.G, og det glæder jeg mig meget til. Mine forældre har altid sagt, at de troede, jeg skulle være politiker, fordi jeg er glad for at diskutere. Jeg tror dog mere, at min drøm er opstået, fordi jeg elsker at se på verden med et objektivt synspunkt og fra forskellige vinkler”.

Journalistlinje uden filter

Journalistlinjen forsøger at vise eleverne, hvordan deres fremtidsdrømme om at blive journalister, reelt ser ud. De har derfor besøgt Vallekilde Højskole, der forbereder unge til optagelsesprøven på Journalist Højskolen. Det er nemlig en benhård branche at få foden indenfor i: ”Det er fedt, at jeg allerede som 18 årig har prøvet en masse ting. Jeg ved, hvordan det kan være at arbejde som journalist, og ved at deltage i produktionen af ’90’ har jeg fået erfaring med at interviewe personer, og det er klart en fordel!”.

Fra redaktør til redaktionschef

I dag er Emma en af de mange unge, der i fællesskab udfylder de vigtige roller i produktionen af ungdomsprogrammet ’90’. De unge laver programmet i deres fritid, og der er ingen tvivl om, at de har det sjovt samtidig med, at de udvikler vigtige kompetencer til deres CV og får lov til at afprøve deres karrieredrømme.

”Det er super sjovt at være med til at skabe programmet, og jeg håber da, det kan hjælpe mig i retningen mod mit drømmejob. I starten var jeg en del af redaktionen, men nu er jeg redaktionschef og det er fedt at have et større ansvar".

Drømmer om job hos DR

Efter gymnasiet drømmer hun om at blive optaget på Journalist Højskolen, og det ultimative mål står hende klart:

”Jeg drømmer om at arbejde på DR, og gerne med muligheden for at skrive om politiske sager. Jeg er meget passioneret omkring det, og holder mig opdateret ved at læse mange artikler om nyheder og politik. Jeg har flere gange besøgt DR, og elsker hele kulturen og atmosfæren derude”.

Emma er dog også klar over, at der er lang vej til drømmekarrieren. Efter gymnasiet har hun derfor allerede planlagt, at hun vil tage et sabbatår med et ophold på Vallekilde Højskoles Journalistlinje for at forbedre sine chancer for at blive optaget på Journalist Højskolen.

Plan B!

Hun afslutter med at fortælle, at hendes drømmejob som journalist på DR kan have flere veje:

”Jeg har også overvejet at studere noget inden for kommunikation. Begge veje muliggør nemlig en hverdag, der er alsidig og livlig, så jeg ikke bare skal sidde foran computeren på en kontorstol dag ud og dag ind”.

Bianca Rasmussen, 2.G

Bianca RasmussenMedierne påvirker samfundet

Bianca valgte at studere på Journalistlinjen, fordi hun synes det er spændende, hvordan medierne er med til at påvirke menneskets opfattelser af samfundet. Da hun søgte ind på linjen, drømte hun om at blive journalist, men det har senere ændret sig:

”Før jeg søgte ind, troede jeg, at jeg ville arbejde som journalist. Den drøm har nok lidt ændret sig, fordi der er så mange, der søger ind på journalistuddannelserne, som får afslag. Journalistlinjen på Ørestad Gymnasie har klart åbnet mine øjne op for, at der er mange andre muligheder”.

Fra digital morgensamling til redaktør

Ligesom mange af de andre unge, der er med til at producere ’90’, hørte hun om projektet gennem gymnasiets digitale morgensamling. Hun søgte derfor om at være med i projektet, og arbejder nu i redaktionen: ”Vi producerer programmet uden for skoletiden, men bruger skolens lokaler. Første gang vi lavede det, brugte vi hele søndagen. Vi kender alle sammen hinanden på et venskabeligt niveau, så det har også lidt været en udfordring at arbejde sammen på denne måde. I starten var det svært at strukturere, fordi der jo ikke er en lærer, der fortæller, hvad vi skal gøre, men vores producent Sofie, er rigtig god til at huske os på deadlines”.

Mulighed for at udvikle kompetencer

De unge arbejder frivilligt med at producere ’90’, og bestemmer derfor selv, hvad programmet skal indeholde. Det synes Bianca, er fedt: ”Jeg lavede et interview med en døv person i et skoleprojekt, og det synes jeg, at vi skulle have med i programmet – bare fra en ung persons synsvinkel”.

Deltagelsen i produceringen af programmet åbner desuden op for, at de unge kan udvikle deres kompetencer og afprøve karrieredrømme – og det var derfor hun meldte sig:

”Jeg tænkte, at det ville være godt at få konkret erfaring med at arbejde. Jeg har klart rykket nogle grænser, eksempelvis ved at kontakte personer, jeg ikke kender. Det er rart at få kompetencer, som jeg kan skrive på mit CV. I gymnasiet er mange af de opgaver, vi løser, jo bare cases, men med programmet laver vi et reelt produkt”.

Når kompetencer er vigtigere end karakterer

Selv om Bianca studerer Journalistlinjen i gymnasiet, så er det ikke afgørende for hendes tanker om fremtidig karriere. Hun får nemlig flotte karakterer, og dem vil hun gerne bruge til noget.

”Jeg tror ikke, at jeg søger ind på en journalistuddannelse efter gymnasiet, for der er optagelsesprøven vigtigere end ens karaktergennemsnit. I starten ville jeg gerne være journalist, men nu vil jeg hellere bruge mine karakterer og kombinere det med min lyst til at studere i udlandet”.

Efter gymnasiet overvejer hun derfor at studere Engelsk. En kombination, der muliggør barndomsdrømmen om at studere på universitetet med muligheden for at tage på udveksling og opleve udlandet.

Svært at blive optaget på journalistuddannelserne

Afsluttende fortæller Bianca, at det kun er få fra hendes klasse, der holder fast i deres drøm om at blive journalister:

”Jeg tror mange af os søgte ind på Journalistlinjen, fordi vi synes jobbet lyder spændende, hvor andre bare har en passion for at skrive og kommunikere. Efter vi har været på kortere ophold på Vallekilde Højskole, har vi nok lidt fået øjnene op for, hvor svært det i virkeligheden er at blive optaget på journalistuddannelserne”.

Laura Månsson, 3.G

Laura MånssånPendlerliv med journalistik på skemaet

Da Laura havde færdiggjort 9. klasse, arbejdede hun et år i Århus, hvor hun lavede politisk arbejde, løste kontoropgaver og underviste. Her fik hun kompetencer, som hun gerne ville videreudvikle.

Hun besluttede sig derfor for at flytte tilbage til Roskilde, hvor hun oprindeligt kommer fra og søgte ind på Ørestads Gymnasium. Om et lille år har hun færdiggjort 3.G, og den daglige pendling mellem de to byer har ikke været en udfordring for hende:

”Jeg valgte Ørested Gymnasium, fordi det er det eneste gymnasie, der tilbyder en Journalistlinje. På linjen har jeg fået kommunikative færdigheder, der er meget centrale for det arbejde, jeg laver. Jeg er særligt glad for, at vi har retorik på skemaet, fordi det svært at blive god til, nu mindre du kender en, der er uddannet inden for feltet”.

Vært i 90’ernes debathjørne

I ’90’ er Laura vært på programmets Debathjørne, og hun fortæller, at det falder hende naturligt at debattere, holde taler og være på foran mange mennesker.

”Jeg har mange kontakter inden for politik, så det er nemt for mig at hverve folk til deltagelse i debatterne. Jeg er mest med for hyggens skyld, selv om jeg har fået god respons fra folk, der mener jeg er god på TV. Det falder mig meget naturligt at debattere, og holde taler foran mange mennesker – jeg forbereder mig sjældent”.

Passion for politik og kommunikation

Laura er passioneret omkring politisk arbejde, medlem af SF, arbejder i SF-ungdoms nationale ledelse og har været kampagneordfører for børneordfører Jakob Mark.

”Selv om jeg arbejder professionelt med politik, og har et stort netværk inden for feltet, så har jeg altid vidst, at jeg helst vil arbejde med kommunikationen bag. Jeg tænkte derfor, at journalistik var vejen frem, men det er senere gået op for mig, at der er mange andre veje ind i statsapparatet. Jeg vil søge hen mod et job som rådgiver”.

Arbejder benhårdt på at få et stærkt CV

Det er de færreste unge, der efter 3.G ved, hvilken kandidatuddannelse, de gerne vil optages på. Laura har dog allerede besluttet, at hun skal studere ’Politisk ledelse og kommunikation’ på CBS. Generelt er hun en kvinde, der arbejder målrettet – især med sit CV.

”Efter gymnasiet tager jeg et sabbatår, hvor jeg skal arbejde for et stort svensk lektiefirma med ansættelse af nye medarbejdere. Jeg arbejder benhårdt på mit CV for efter gymnasiet, er vi alle sammen jo ens. Det styrker helt klart mit CV at være med til at producere ’90’, fordi jeg også får en forståelse af, hvad der sker bag ved kameraet? Selv om jeg er vært i programmets Debathjørne, så drømmer jeg nemlig ikke om at arbejde foran kameraet. Især processen med at forbedre debatten og gøre den mere levende, synes jeg er fedt, fordi jeg får lov til at øve mig!”.

Drømmer om at blive spin doktor

I samspil med, at Laura arbejder målrettet med at skabe sig et stærkt CV, arbejder hun mod at få en karriere som spin doktor:

”Jeg drømmer om at blive rådgiver, politisk kommentator eller sidde i en central organisation for et parti. Politisk ledelse og kommunikation handler jo om ledelse, hvor du er i stand til at varetage rigtig mange opgaver og jobs. Det kunne bestemt være sjovt at rådgive politikkere, da det klart er processen bag kommunikationen inden et udspil frames, der interesserer mig. Så det er nok lidt en spin doktor-rolle, jeg arbejder hen imod”.

Vi på Studentum takker for jeres deltagelse i artiklen, og ønsker jer alle held og lykke med fremtiden og karrieredrømmene!

Vil du vide mere om de gymnasielinjer, som de studerende bag '90' studerer på Ørestad Gymnasium? Så kan du læse om Journlistlinjen og Medie+ her!


Senest opdateret: 06 okt 2015

Du er måske også interesseret i:

Sidst opdateret 21-10-2019

Ryk praktikken til nye himmelstrøg - Vælg praktik i udlandet

Rejs til fjerne himmelstrøg og få praktisk erfaring på din uddannelse samtidig. I artiklen her møder du fire tidligere udlandspraktikanter, som alle er enige om én ting: Tag afsted og få en oplevelse for livet!

Læs mere
Sidst opdateret 23-04-2019

Bliv social- og sundhedsassistent

Overvejer du en uddannelse inden for social og sundhed, men er i tvivl om du skal vælge hjælper- eller assistentuddannelsen?

Læs mere
Sidst opdateret 30-06-2017

Kvindelige IT-talenter om den skæve kønsfordeling i IT-branchen

Hvordan får vi flere kvinder i IT-branchen? Det har vi spurgt 5 (kvindelige) IT-talenter om, så læs med her og bliv klogere med kvinderne bag koderne. 

Læs mere
Danmarks Bedste Studieby

Danmarks Bedste Studieby

Test dig selv