Hvordan bliver jeg pilot?

Hober spørgsmålene sig også op hos dig omkring vejen til det fede job som pilot? Få svar på dine spørgsmål om pilotuddannelsen her.

Pilot uddannelse - Copenhagen AirTaxi

Føler du dig mere hjemme i luften end du gør på jorden? Drømmer du om at være den person, der har ansvaret for at føre et luftfartøj sikkert fra start til landing? Med andre ord - drømmer du om at være pilot, og have himlen som arbejdsplads? Vi forstår dig godt! Men hvad kræver det at blive pilot? Hvordan bliver man pilot, og hvad koster en pilot uddannelse egentlig?

Vi har taget en snak med Maria Louise Radmer fra Copenhagen AirTaxi om pilot uddannelsen, forventningerne til uddannelsen og de karrieremæssige muligheder bagefter. Maria Louise Radmer er Pilot & Flight Instructor samt SoMe ansvarlig hos Copenhagen AirTaxi. Ydermere har hun selv taget pilot uddannelsen lige her, så hun er den helt rigtige at spørge. 

Læs med her og find ud af, om en pilot uddannelse kunne være noget for dig. Hør hvad Maria Louise synes, er det fedeste ved pilot uddannelsen, hvad der var det mest udfordrende, og hvorfor hun valgte at tage sin uddannelse hos Copenhagen AirTaxi.

I artiklen vil du støde på forskellige forkortelser og termer, som man bliver bekendt med på pilotuddannelsen.
Forklaring af forkortelserne og termerne findes nederst i artiklen.


Se listen over pilotuddannelser her

Da vi tog en snak med Maria Louise Radmer, fik vi virkelig et indtryk af, at pilotuddannelsen er meget mere end bare en uddannelse. Maria valgte at tage uddannelsen, fordi hun syntes at tanken om en karriere i luften, og dét at få lov til at flyve hver dag ville være det fedeste i hele verden. Dog lærte hun også vanvittigt meget om sig selv i løbet af uddannelsen. Det er et meget intensivt forløb, og man lærer derfor meget om sig selv og de metoder man lærer på. Man bliver enormt presset, og man bliver sendt ud i nogle ting, som man ikke aner noget om, men som man skal lære på bare 3 måneder inden en prøve. Det er en sindssygt givende uddannelse, som Maria Louise fortæller det.

Men som så mange andre uddannelser, har pilot uddannelsen naturligvis også sine mere udfordrende sider. Set fra Maria Louises synsvinkel, er det naturligt, at man er stærk i enten det teoretiske eller det praktiske - og for hende var det klart den teoretiske del, der var det mest udfordrende. Der er nemlig rigtig meget at lære, og det skal ske på kort tid. Så man skal virkelig være dedikeret, og sætte tid af til at sætte sig godt ind i stoffet. 

 

Det kræver det at blive erhvervspilot

Som pilot har du ansvar for dine passagerers sikkerhed, lige fra A til B. Derfor stilles der også høje krav til dine kognitive evner, når du søger ind på en pilotuddannelse. Så drømmer du om en karriere, hvor dit kontor er i 10 kilometers højde, bør du være opmærksom på, at du blandt andet skal opfylde følgende krav:

  • Du skal være fyldt 18 år
  • Du har gode kundskaber i dansk, engelsk og matematik
  • Du har normalt hjerte, kredsløb, lungekapacitet, fordøjelse og stofskifte
  • Du har normal farvesans og hørelse

Ovenstående krav, er en del af helbredsundersøgelse. Denne helbredsundersøgelse (også kaldet "Medical" er obligatorisk for alle piloter, og skal gennemføres løbende. Før man starter på sin pilotuddannelse, skal man forbi en godkendt flyvelæge, der kan udstede undersøgelsen. Undersøgelsen koster 6-8.000 kroner. Ved denne helbredsundersøgelse undersøges blandt andet hjerte, kredsløb og stofskifte. Man får desuden også tjekket hørelse og synet. Som pilot må man godt bruge briller og/eller kontaktlinser, så længe man opnår et normalt syn med en mindre korrigering. Du må egentlig have et syn på op til -8. Dog vil der være ændringer i forhold til hvor tit ens medical skal fornyes. Man må dog ikke være farveblind eller have andre synsforstyrrelser, som briller eller kontaktlinser ikke kan korrigere.

Derudover råder de hos Copenhagen AirTaxi til, at man har økonomien på plads, og at man består optagelsesprøven til erhvervspilotuddannelsen. Prøven er et myndighedskrav, der sikrer, at du har mulighed for at gennemføre uddannelsen.

Prisen for en pilot uddannelse

Du sidder måske og tænker: "Hvad koster en pilot uddannelse?" - og det kan vi egentlig godt forstå. Det har alle med en pilot drøm vel egentlig tænkt, på et eller andet tidspunkt. Uanset hvad, er pilotuddannelsen hos Copenhagen AirTaxi selvfinansieret, og kan variere en smule i pris, alt efter hvordan du tager uddannelsen - integreret eller modular. Tager du den integrerede uddannelse til erhvervspilot, koster uddannelsen 707.000 plus gebyrer til forskellige myndigheder.

Ønsker du at uddanne dig som erhvervspilot på helikopter, koster det 805.000 plus førnævnte gebyrer.

Pilotuddannelsen

Med en pilot uddannelse hos Copenhagen AirTaxi får du et uddannelsesforløb, der er baseret på holdundervisning. Noget af flyvningen er 1:1 undervisning, men ellers er uddannelsen baseret på holdundervisning. Her skal man dog ikke blive nervøs, som Maria forsikrede os om i løbet af vores snak.

Hos Copenhagen AirTaxi bestræber de sig på, at holdene ikke bliver for store. Det er nemlig vigtigt for dem, at instruktørerne lærer deres elever at kende, og at der er tid til den enkelte. Som Maria forklarer det, kan hun virkelig godt se formålet med det, efter hun selv har afsluttet sin uddannelse, og er blevet instruktør på skolen. Hun kender alle sine elever, og hun kender deres stærke såvel som deres svage sider, og hvor det derfor er nødvendigt at yde en ekstra indsats overfor den enkelte. 

Nu sidder du så måske og tænker: "Fedt! Men hvor lang tid tager det så at blive pilot?". Og det kommer lidt an på, hvordan du vælger at skrue din uddannelse sammen, og om du vil uddanne dig til erhvervs- eller privatpilot. 

Du kan vælge at tage den integrerede erhvervspilotuddannelse. Her er du fuldtidsstuderende og gennemfører et forløb på bare 22-24 måneder. Du kan også søge om optagelse på den modulare erhvervspilotuddannelse, hvis du ønsker at uddanne dig som pilot sideløbende med anden uddannelse eller arbejde. Den modulare uddannelse til fly tager 3-4 år, afhængigt af hvor meget tid dit andet job eller anden uddannelse optager. Den modulare pilotuddannelse til helikopter kan tage op til 2 år.

Forskellige pilot uddannelser

Har du et ønske om at blive pilot, har du lidt forskellige muligheder. Hos Copenhagen AirTaxi er der for eksempel både mulighed for at blive erhvervspilot og privatpilot på henholdsvis fly og helikopter. Ydermere kan du vælge at tage uddannelsen som en heltidsuddannelse eller som en modular uddannelse, hvor du tager uddannelsen på deltid, så du for eksempel kan passe dit nuværende arbejde eller studie ved siden af.

"Gennem din pilot uddannelse hos os, kommer du egentlig meget igennem det samme, uanset om du vil være pilot på fly eller pilot på helikopter. Som udgangspunkt minder de to uddannelser nemlig meget om hinanden", fortæller Maria Louise Radmer og fortsætter: "Mange af fagene er de samme på begge uddannelserne, men der er selvfølgelig også forskelle. På helikopterdelen har vi kun det, der hedder et PPL - altså et privatpilot certifikat og et CPL - et kommercielt certifikat. Det giver dog kun rettighed til at flyve visuel flyvning, det vil sige at man ikke må ligge og flyve i skyer. Dette kaldes også VFR."

På den praktiske del er det i bund og grund det samme, bortset fra at her bygger man også ovenpå eller videre på uddannelsen. Det vil sige at man kommer til at flyve det der kaldes IFR, altså hvor man kun flyver på instrumenterne. Det er ofte det man ser og kender fra piloter, der flyver for eksempel charter. De flyver over skyerne, og det er altså det man kalder for IFR. 

Pilot uddannelse: Helikopter

Så for at opsummere kommer du igennem følgende, hvis du ønsker at flyve helikopter:

  • PPL
  • CPL
    Herunder også ATPL teori

Når man har bestået ovenstående, har man faktisk afsluttet sin uddannelse til at kunne flyve helikopter - i hvert fald hos Copenhagen AirTaxi. Der er - så vidt Maria Louise kan erindre - kun et enkelt sted i Danmark, hvor man kan gå videre med helikopter uddannelsen. 

Pilot uddannelse: Flyvemaskine

Ligesom ved uddannelsen til helikopter, skal man til fly igennem PPL og CPL. Dog stopper pilotuddannelsen til flyvemaskine ikke her. På denne uddannelse skal man nemlig igennem følgende:

  • PPL
  • CPL
    Herunder også ATPL teori
  • N-beg og GEN-radio 
  • VFR - Både dag og nat
  • IFR
  • MCC/JOC - Simtech Aviation forløb i Irland

Selve PPL delen er det man starter med at få hos os, hos Copenhagen AirTaxi. Det består af 45 flyvetimer, og så er det selvfølgelig noget teori man skal igennem, forstå og bestå. Når man har bestået teorien, og har bestået flyvedelen, så får man et PPL certifikat. Det certifikat kan for eksempel bruges til at flyve med venner og familie - altså folk man kender. Med et PPL certifikat må man ikke tage penge for flyvningen. Vi synes dog at det er en rigtig god idé på skoledelen, da eleverne så får mulighed for at tage hinanden med på bagsædet, mens de er ude og flyve - for eksempel når de skal ud og flyve alene (solo).

Når man er færdig med PPL, går man videre til CPL. Denne del har man som nævnt også på helikopter delen, og er altså den kommercielle del - eller det der også kaldes erhvervspilot teori. Her skærpes kravene til både flyvning såvel som til den teoretiske del. På CPL skal man op til noget der hedder ATPL teori, som er den kommercielle del af teorien. Det er 12 fag som man tager, over en periode på 9-10 måneder. Efter de 9-10 måneder skal alle fagene altså være bestået. Efter ATPL teorien skal man op til en prøve i CPL. Når man har bestået dette, kan man sådan set tage ud og flyve kommercielle ture - dog kun visuel flyvning. Det kan for eksempel være rundflyvning, taxaflyvning - hvor man flyver i godt vejr, fotoflyvning og lignende. 

Ved en uddannelse som pilot til fly, går man nu videre til det der hedder IFR. Her skal man ud og lære at flyve i skyer. Man starter med at flyve inde i simulatoren, hvor man lærer tingene at kende. Der er instruktør på, og man vil lære om de forskellige basisregler for denne form for flyvning. Efterfølgende kommer man så ud i flyvemaskinerne, og skal i gang med IFR flyvningen i praksis. Flyvemaskinerne er nogle, eleverne har stiftet bekendtskab med tidligere i uddannelsen. Så man skal ikke til at lære flyene at kende på ny, man skal “bare” flyve under andre regler, end hvad man tidligere har gjort. IFR kan også godt flyves selvom det er godt vejr. Man får nemlig nogle specielle briller på, så ens syn begrænses til kun at kunne se cockpittet. 

IFR forløbet består af flyvetimer, der veksler mellem simulator og flyvemaskinen. På et tidspunkt i dette forløb, får man nok erfaring til at komme over i et multi engine aircraft. Det vil sige en flyvemaskine med to motorer, hvor dem man har fået lov til at stifte bekendtskab med indtil da, kun har haft én motor. Det er i dette multi engine aircraft man flyver sine sidste ture, og det er også denne man skal flyve til den endelige eksamen. Når man har bestået prøven med de to motorer, og alt IFR teori lægger på rygraden, så kan man faktisk kalde sig for uddannet kommerciel pilot. 

Herefter kommer der hos Copenhagen AirTaxi en periode, hvor eleverne sendes til Irland. Her kommer de over og flyver i noget der hedder Simtech Aviation, hvor man blandt andet lærer at arbejde sammen i cockpittet. Derudover vil man blive bedre rustet til procedurerne og line-trainingen i flyselskaberne. Når man er færdig med denne sidste del, er uddannelsen faktisk helt afsluttet, og man er nu klar til at gå ud og søge job. 

Så for at opsummere: Den integrerede pilot uddannelse hos Copenhagen AirTaxi indeholder mere end 795 timers teoriundervisning, to radio certifikater og hele 208 flyvetimer fordelt på syv forskellige flytyper. Med andre ord bliver du virkelig klædt på til en karriere i luften. 

Muligheder efter endt uddannelse

Der er faktisk flere muligheder, når man har afsluttet sin pilot uddannelse. Der er nemlig muligheder for at bygge på i forhold til den type rating man ønsker. Hos Copenhagen AirTaxi kan du for eksempel overbygge med en Boeing 737 rating, som giver dig mulighed for at flyve et Boeing 737 charterfly. Dog er det ikke altid nødvendigvis en god idé, fortsætter Maria. Denne form for overbygning kan nemlig nemt komme til at koste 120.000 - 150.000 kroner - og den omkostning er der faktisk nogle virksomheder, der går ind og dækker, hvis man bliver ansat som pilot hos dem. 

Er du blevet nysgerrig på mere?

Find din pilotuddannelse her


Forkortelser - betydning

PPL(A) = Private Pilot License. På dansk vil du oftest se det omtalt som 'privatpilot-certifikat'. 

PPL(H) = Private Pilot Helicopter License. På dansk vil du ofte se det omtalt som 'privatpilot-certifikat til helikopter'.

CPL(A)(H) = Commercial Pilot License. På dansk vil du oftest se det omtalt som 'erhvervspilot-certifikat'.  

LAPL(A) = Light Aircraft Pilot Licence. Du vil måske også se det omtalt som 'let privatpilot certifikat' på dansk. 

IR/ME = Instrument Rating/Multi Engine

ATPL = Airline Transport Pilot License 

CBT = Computer Based Training. På dansk: Computer Baseret Træning

VFR = Visual Flight Rules eller på dansk Visuelle flyveregler. Du vil måske også støde på VFR som nedenstående VFR Natrettighed til både fly og helikopter. Dvs man simpelthen kigger ud af vinduet i sit cockpit og navigerer derefter. VFR nat er for eksempel flyvninger efter solnedgang. Der er en række regler og krav til hvornår man må flyve VFR, men det er oftest mindre fly (og svævefly), der flyver under disse regler.

IFR = Instrument Flight Rules eller Instrument Flight Rating. Kaldes på dansk instrumentflyvning. Hos Copenhagen AirTaxi er IFR et forløb, hvor man træner flyvning og landinger i vejrforhold med lave skyer og lav sigtbarhed.

Visuel flyvning = Man må ikke flyve i for eksempel skyer - med andre ord, flyvning i godt vejr. Dette kan tolkes lige som VFR. Flyvning under VFR kun kan finde sted når vejret opfylder specifikke krav. 

MCC-JOC = Multi Crew Coorporation Course og Jet Orientation Course.

Type Rating = En typerettighed. Dette er en ret til at være pilot på en flyvemaskine af en bestemt type.

EIR = En route Instrument Rating. På dansk også kaldet En-route instrumentrettighed

N-beg = Nationalt begrænset radiobevis

GEN-radio = Generelt radiocertifikat. Du vil muligvis også se det som internationalt radiocertifikat.

Michelle Hjorth

Michelle Hjorth

Digital Content Specialist (Vis mere)
Michelle arbejder som Digital Content Editor hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness. (Mindre)

Omkring

Michelle arbejder som Digital Content Editor hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness.

Annoncer