Skal du til at starte på en videregående uddannelse, og har du tænkt over hvilke krav du møder på en universitetsuddannelse?
Her kan du læse, hvordan du får mest muligt ud af undervisningen på dit nye studie og dermed skaber gode læsevaner og de bedste forudsætninger for dig selv.
Vi har hos studentum.dk taget kontakt til Mette Marie Roslyng, der er underviser ved det Humanistiske fakultet hos Aalborg Universitet i Sydhavnen.
Mette Marie forklarer forskellen mellem undervisningen på en ungdomsuddannelse og en universitetsuddannelse, og hvordan du får mest muligt ud af din uddannelse.
Læs med her og bliv godt rustet til at starte på din videregående uddannelse.
Universitetet er baseret på en langt større grad af selvstændighed
Mette Marie Roslyng fortæller, at når du går fra din ungdomsuddannelse til din videregående uddannelse, så skal du være opmærksom på, at universitetet er baseret på en langt større grad af selvstændighed, og at den vigtigste forskel er, at du skal bruge mere tid på forberedelse.
Ifølge Mette Marie forventes det, at du arbejder fuldtid på dit studie, på trods af at denne tid ikke er skemalagt. Du skal altså sætte mange timer af på at læse hver uge, hvilket kræver, at du bliver god til at yde en ekstra indsats.
Disponer din tid bedre med en studiegruppe
For at forberede dig og komme hurtigere igennem de mange timers læsning, er det f.eks. en god idé, at du benytter dig af en studiegruppe. En studiegruppe består af dig og en række andre studerende fra dit studie.
Fordelen er, at I kan fordele læsning og noterne imellem jer, og senere diskutere hvad I har læst og hvordan I forstår det. Ifølge Mette Marie er en studiegruppe en fordel på flere punkter:
- Du får hjælp til at disponere din tid og skabe de strukturer, der ofte mangler på et universitet
- En studiegruppe har en vigtig social funktion
- En studiegruppe hjælper dig med at få en god forståelse af det stof, der skal læses, da du får muligheden for at diskutere det igennem med andre. Det er en super god måde at udnytte hinandens kompetencer på
“Oversæt” undervisningen til noter du kan forstå
En anden meget vigtig måde at forberede dig til undervisningen på, så du kommer helskindet igennem studiet, er ved at tage noter.
”Noter til forelæsninger og seminarer er en helt essentiel del af læringsprocessen, når du går på en videregående uddannelse, da det er de færreste, der har så god en hukommelse, at noter bliver overflødige,” siger Mette Marie og understreger, at noter bør være en oversættelse til dig selv, af det stof du bliver undervist i, så du nemt kan sætte dig ind i noterne igen senere.
Forbered dig aktivt frem for passivt
Når du forbereder dig til din undervisning, er det ligeledes en god idé at tage noter, evt. i samarbejde med din studiegruppe. Mette Marie kalder det for aktiv forberedelse, frem for passiv, hvor du lukker bogen i, så snart du har læst. Udover at tage noter til teksterne, kan du forberede dig aktivt ved at:
- Opsummere hovedpointerne i teksten
- Reflektere kritisk over teksten
- Søge ekstra information om f.eks. forfatteren
Følger du ovenstående råd til forberedelse, sikrer du dig selv et større læringspotentiale og bedre resultater!
💡 3 gode råd til at få mere ud af undervisningen på dit studie
Sådan udnytter du dine ikke-skemalagte timer bedst og får mest muligt ud af undervisningen på din videregående uddannelse.
1. Få dig en studiegruppe
En studiegruppe hjælper dig med at disponere din tid og skabe struktur.
Derudover har studiegruppen en vigtig social funktion, og er en god hjælp til at få en god og solid forståelse af læsestoffet.
Endvidere er det en god mulighed for at drage fordel af hinandens kompetencer.
2. Skriv noter til undervisningen
Stol ikke på din hukommelse - skriv noter! Du vil takke dig selv for det på et senere tidspunkt.
Brug noterne som en oversættelse til dig selv, så sørg for at skrive dem i et sprog, du forstår.
3. Forbered dig aktivt til undervisningen
Benyt dig af aktiv læsning fremfor passiv ved at tage noter til det, du læser.
Opsummer hovedpunkterne i teksten, reflekter kritisk over teksten og søg ekstra information - så er du godt dækket ind!