5 gode råd: Sådan styrker du din trivsel på studiet

Som studerende kan du møde mistrivsel og stress. Her kan du læse vores 5 gode råd, som kan være med til at styrke din mentale trivsel og velvære under studietiden. 

5 gode råd: Sådan styrker du din trivsel på studiet

Det at starte på en uddannelse som ung, er en helt speciel periode i ens liv. Det er for de fleste en skøn tid med nye venskaber, mindeværdige oplevelser og personlig udvikling. Det er en rejse, hvor vi bliver klogere på vores talenter, faglighed og interesser. Samtidig er studietiden for mange unge også forbundet med travle perioder, hvor der skal læses til eksamener, der skal arbejdes for huslejen, venner og familie skal plejes, og så vil vi i øvrigt gerne holde os sunde med motion og fritidsinteresser. De mange forskellige opgaver kan hurtigt overstige vores ressourcer og tid i hverdagen, hvilket på sigt kan føre til mistrivsel og stress.

Det er blandt andet motivationen bag Avilius; et hold af psykologistuderende på fjerde år, der tilbyder samtaleterapi til unge. De arbejder for at forebygge mistrivsel ved at give mulighed for, at unge kan tage tingene i opløbet, så de kan få støtte og vejledning i tide.

Her kan du læse 5 gode råd, som kan være med til at styrke din mentale trivsel og velvære under studietiden.

1. Stå af karakterræset og sæt dit velvære over studiet

En af de ting, som vurderes at have betydning for de dalende trivselsmålinger blandt unge, er det såkaldte karakterræs, der udspringer af en præstationskultur, hvor vores værd hele tiden bliver målt og vejet. Det ender i et skrøbeligt fundament, som er betinget af, hvor godt vi klarer os. Stå af karakterræset og fokusér i stedet på at blive dygtig til det, som er vigtigt for dig og gør dig glad. Dyk ned i det, som interesserer dig mest. Du kan ikke være god til hele. Find ud af, hvilket område du gerne vil arbejde med, og undersøg hvilke kompetencer det kræver. 

2. Prioritér fritidsinteresser og motion

Noget som vi ofte ser, når folk starter på en uddannelse er, at de lægger de ting på hylden, som egentlig er det, der giver dem glæde og energi i hverdagen. Det kunne være at bruge et par timer om dagen på at spille klaver. Lige pludselig er der et stort pensum, et arbejde ved siden af, eksamener osv. Ofte er det sådan, at selvom fritidsinteresser og motion tager tid fra noget andet, så er de betingelserne for, at vi trives og er fokuseret i det øvrige arbejde. Det bliver nemmere at sidde sent på aftenen og læse, hvis vi har haft en dag med aktiviteter, der giver os glæde og energi. 

3. Aktivér dit sociale miljø

En anden klassiker, når folk starter på et studie, er attituden: ”Jeg skal ikke på universitetet for at få venner, dem har jeg i forvejen.” Et stærkt socialt fællesskab på studiet er imidlertid afgørende for, hvor sjovt og nemt studiet bliver. Det kan derfor betale sig at investere tid i at finde nogle søde studiekammerater, som du kan sparre og dele dine frustrationer med. Der vil næsten altid komme et tidspunkt, hvor vi tvivler på, om vi nu er i gang med det rigtige. Sørg for at dele din tvivl med dine venner og familie, så du ikke går alene med det. Vi er meget mere mentalt robuste, hvis vi har et socialt netværk, som kan aflaste vores tanker og følelser.  

4. Stå fast på dine personlige grænser

Det at starte på en ungdomsuddannelse eller et universitet kan være en stor omvæltning, hvor vi skal finde vores rolle i et nyt fællesskab. Det er ikke altid let at gennemskue, hvad der forventes af én. Vi gør meget for at passe ind, fordi det er vildt ubehageligt at føle sig uden for, hvorfor vi af og til overskrider vores egne grænser. Det er ikke altid nemt at vide, hvor vores grænser går. Det er sjældent, at vi bruger ordet ”nej”, når vi bliver spurgt, om vi ikke vil det ene eller det andet. Som regel finder vi på en undskyldning eller presser os selv til at tage med. Der kan imidlertid være en befrielse i at lære at sige ”nej” til noget, som vi ikke har lyst eller tid til. Dine venner holder stadig af dig, selvom du i en periode ikke har tid til fester og caféer.  

5. Snak med nogen i god tid

Livet er en blandet pose med sejre og nederlag, lykkelige og ulykkelige perioder. Det gælder for os alle – det er et vilkår for det at være menneske. Det betyder til gengæld ikke, at vi skal gå med det selv. Avilius ser det som sin fremmeste opgave at gøre det muligt for unge at passe på deres mentale helbred ved at give mulighed for tidlig hjælp. Vi anbefaler, at hvis du begynder at opleve tristhed, fortvivlelse, tab af motivation, søvnproblemer eller andet som går dig på, at du snakker med nogen om det i god tid. Avilius tilbyder den første samtale gratis og det er helt uforpligtende.

Hvis du ønsker at blive klogere på Avilius og høre om deres muligheder for samtaleterapi, kan du læse mere på deres hjemmeside her.


Annoncer