Malene Linde Nielsen, Design Development Specialist, Pandora

Mød Malene, der er Design Development Specialist hos Pandora. Malenes arbejde går ud på at udvikle virksomhedens smykker, lige fra tegning til det færdige smykke.

Pandora
Design Development Specialist
  • Malene Linde Nielsen
  • 28 år
  • Ansat siden januar 2015
  • PBA Smykker, Teknologi og Business ved Københavns Erhvervsakademi

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg sidder i Pandoras produktafdeling, hvor jeg arbejder som designudvikler. Overordnet går mit arbejde ud på at udvikle vores smykker fra tegning til færdige smykker. Jeg sidder med kommunikationen mellem vores designere og vores produktudviklingsteam i Thailand, og det kræver, at jeg arbejder hurtigt og struktureret. Det er vigtigt for mig at kunne have mange bolde i luften på samme tid, holde hovedet koldt og arbejde målrettet. Ofte skal der meget planlægning til, da vi er en stor virksomhed, og der er mange mennesker involveret i processerne.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

I min rolle arbejder jeg tæt sammen med vores produktudvikling, som ligger i Thailand. Dette giver nogle gange udfordringer grundet de store kulturforskelle, og på samme tid er det med til at udvikle mig personligt og arbejdsmæssigt. Jeg har lært meget om mig selv og min arbejdsstruktur ved at arbejde tæt sammen med thailændere.

At vores produktudvikling, som jeg arbejder tæt sammen, ligger i Thailand, gør også, at jeg et par gange om året får lov til at rejse med arbejdet, hvor jeg også hver gang lærer nye ting om deres anderledes arbejdskultur. De arbejder meget anderledes end os i Danmark, og det er derfor vigtigt for mig at forstå, hvordan de arbejder, og hvordan jeg bedst kommunikerer og samarbejder med dem.

At arbejde i et kreativt team gør, at beslutninger tit bliver ændret, og jeg skal være omstillingsparat. Vi har mange deadlines, som skal overholdes, og med nye beslutninger skal man kunne reagere hurtigt.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg bruger min uddannelse på arbejdet hver dag. Jeg har igennem min uddannelse opbygget en stor viden inden for design, smykker og den tekniske del bag det at lave smykker. Gennem min uddannelse har jeg selv siddet med tekniske tegninger og smykkefremstilling. Dette hjælper mig i mit arbejde, at jeg har forståelsen for, hvordan smykker bliver fremstillet, og hvad der er muligt for en stor produktion, som vi har. Vores produkter skal udvikles til at blive produceret i flere tusind stk.

Jeg har samtidig også lært meget om design på min uddannelse. Da jeg selv har skullet arbejde som designer under min uddannelse, ved jeg, hvordan designere arbejder og deres processer. Dette hjælper mig i mit tætte samarbejde med vores designere, at jeg kan sætte mig i deres perspektiv og forstå deres vision med en kollektion.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Pandora?

1. De vigtigste ting for mig ved mit job er, at jeg synes, at mine opgaver er spændende og udfordrende. At arbejde i et kreativt team gør, at mine opgaver ofte er udfordrende, da man altid vil overgå sidste kollektion.

2. Samtidig er det også rigtigt vigtigt for mig, at jeg i mit arbejde får ansvar og muligheden for at tage beslutninger, og at vejen til beslutningerne også er sjov.

3. At man har nogle gode kollegaer på arbejdet er også en vigtig del for mig i mit job. Med gode kollegaer og et godt sammenhold kommer vi bedst frem til de bedste kollektioner.

  • Hvorfor er Pandora en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Jeg har en stor passion for smykker og design. For mig er det rigtigt tiltalende at kunne arbejde hos Pandora, som er en stor international smykkevirksomhed, hvor jeg karrieremæssigt har mange muligheder for at udvikle mig og vokse.

Læs mere om Pandora

Mød andre kandidater fra Pandora


Annoncer