"Jeg vidste ikke, om jeg skulle satse på BMX"

Mød BMX OL-deltageren Niklas Laustsen

Niklas Laustsen - BMX OL-deltager

Hvad drømte du om at blive, inden du tog på højskole?

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville med mit liv. Højskoleopholdet fik mig til at indse, hvad mine planer skulle være, fordi jeg fik lov at prøve mig selv af på nye måder. Jeg blev sikker på, at jeg skulle satse på BMX, og jeg skulle gå efter at komme med til OL i 2016. Samtidig fik jeg en ny interesse for almen idræt og fandt ud af, at jeg ville læse idræt ved siden af min BMX-karriere.

Hvad var det bedste ved højskoleopholdet for dig?

Det allerbedste var det sociale. Man bor sammen, og det er så intensivt, så man bliver hurtigt rigtig gode venner. Alle har op- og nedture i løbet af et højskoleophold, så man lærer hinanden at kende på en helt anden måde. Jeg ser stadig mine venner fra højskolen i dag, selvom det er fire-fem år siden, jeg gik på højskole.

Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole?

Jeg vil anbefale andre at tage på højskole, fordi det er en unik mulighed for at møde nogle fantastiske mennesker. Samtidig får man mulighed for at prøve nogle faglige ting af, som måske ikke er mulige i det almindelige skolesystem. På højskolen kan man finde sig selv og finde ud af, hvad man vil. Jeg tror, alle kommer ud på den anden side af et højskoleophold og tænker, at det var det fedeste i verden. 




Læs mere om Idræt, sport og gymnastik på højskole