Udveksling under Covid-19

Har du overvejet at tage på udveksling i udlandet i forbindelse med dit studie? Så har du sikkert genovervejet din situation efter Covid-19 kom i udbrud. 

Har du overvejet at tage på udveksling i udlandet i forbindelse med dit studie? Så har du sikkert genovervejet din situation efter Covid-19 kom i udbrud. Der er masser af overvejelser at gøre sig, inden man tager på udveksling, og Covid-19 har kun givet anledning til endnu flere overvejelser. Du er måske i tvivl om hvordan du skal forberede dig, om du risikerer at stå uden studieplads i et fremmet landet eller om du overhovedet kommer afsted.

Vi har derfor interviewet Martin Holst, der til dagligt studerer erhvervsøkonomi og filosofi – HA (fil.), på CBS. Martin er på udvekslingsophold på Zeppelin Universitet i Friedrichshafen, Tyskland. Han fortæller om sit liv på udveksling og hvordan Covid-19 har påvirket hans udveksling, så du kan danne dig et overblik over hvilke overvejelser, der er vigtige at gøre sig, inden man tager på udveksling.

Hvordan har Covid-19 påvirket det akademiske og det sociale i din udveksling?

Der har været flere stadier af hvor lukket/åbent samfundet har været mens jeg har været på udveksling. Da jeg kom i slut august, var der krav om min. 1,5 meters afstand til andre på universitet, og man skulle have maske på når man gik rundt indendørs. Det var dog tilladt at tage masken af, når man satte sig ned, med afstand til andre. I oktober blev det skærpet således, at man skulle have maske på hele tiden, også når man sad ned til undervisning. Fredag d. 30. okt. blev al undervisning så ændret til online, og alle eksamener ligeledes omlagt til online/hjemmefra.

Så jeg vil sige at det sociale på studiet har ændret sig rigtig meget, hvor det i perioder var næsten et ”normalt” liv, så er det på nuværende tidspunkt ret begrænset. Den første uge var der et introprogram, med afstand, men stadig masser af aktiviteter og mulighed for at møde medstuderende. Der var ligeledes mulighed for at deltage i sport og andre studenterforeningsaktiviteter. Barer og restauranter har været åbent indtil sidste uge, så det har været muligt at tage ud med venner mm.

En stor del af mit sociale liv har hele tiden været centreret omkring den lejlighed jeg bor i, som jeg deler med 3 andre. Det har været en super positiv oplevelse, og jeg kommer rigtig godt overens med mine bofæller. For mig har det været helt perfekt at bo i bofællesskab, fordi jeg naturligvis ikke havde noget netværk da jeg kom her, og det var derfor en rigtig god måde at møde andre mennesker og få nogle venner.

Martin

Er der noget særligt du gerne ville have vidst eller overvejet inden du tog afsted?

Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror det svære ved at være på udveksling er usikkerheden. Man kan netop ikke vide hvordan det bliver, om man kan tage hjem og besøge familien, om de kan komme her osv. Jeg har prøvet ikke at bekymre mig for meget, og ikke at skulle overveje hvert eneste scenarie, fordi jeg føler det er spild af energi. Men hvis der er noget der nyttigt at overveje inden man tager afsted, så er det nok de mest sandsynlige scenarier som fx lockdown eller online undervisning, og hvordan man ville have det med det, i det land hvor man gerne vil på udveksling.

Fortryder du, at du ikke ventede til Covid var væk med at tage på udveksling?

Nej, ikke spor. Det har stadigt været en super fed oplevelse at være på udveksling. For mig giver det ikke mening at sidde og vente på at Covid går væk, for vi ved ikke hvornår det sker. Jeg gider ikke i hvert fald ikke sætte mit liv på pause indtil da. Hvis jeg var blevet hjemme, havde mit liv jo heller ikke været normalt, så i sidste ende tror jeg ikke det er bedre at være hjemme end ude.

Hvad ville du råde andre til, der overvejer at tage afsted, selvom der stadig er covid-19?

For mig var noget af det mest frustrerende usikkerheden, omkring ikke at vide om det ville blive aflyst. Jeg brugte meget mental energi på at være nervøs for at det alligevel ikke ville blive til noget, og når nu jeg havde planlagt at leje mit værelse ud, ikke tilmeldt mig valgfag på CBS osv. så ville det være enormt frustrerende hvis jeg pludselig skulle blive hjemme. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville tage af sted, hvis ikke mit udvekslingsuniversitet aflyste. Det fjernede valget fra mig selv, således, at jeg ikke selv skulle gå og overveje om jeg selv ville melde fra. Det var egentlig en lettelse. I disse tider kan man ikke planlægge noget alligevel, fordi virkeligheden ændrer sig hele tiden. Derfor vil jeg råde andre til at finde ud af om de vil afsted, og så bare stå ved den beslutning. Hvis man så lige pludselig står i udlandet, og tingene fx går online, så må man tage det med. Der er ikke andet for, det er en oplevelse lige meget hvad.

Men mest af alt, så vil jeg stærkt opfordre til, at man finder et sted at bo, hvor man kan bo sammen med andre. For mit vedkommende har det at bo sammen med andre unge og studerende været perfekt. Det minimerer risikoen for ensomhed, også hvis man pludselig ikke har så mange andre mulighed for at være social, der hvor man er på udveksling, pga. lockdown eller onlineforløb.


Annoncer