Alt du skal vide om TOEFL-testen

Har du brug for en TOEFL test for at komme gennem nåleøjet til din drømmeuddannelse i udlandet? Vi guider dig igennem processen her.

Alt du skal vide om TOEFL-testen

Du er nok stødt på TOEFL en del gange, når du har set på uddannelser i USA eller et andet engelsksproget land som fx Canada, Australien eller Storbritannien. Det er ikke tilfældigt. Testen har nemlig mere end 50 år bag sig som adgangskrav for internationale studerende på engelsksprogede uddannelser.

I dag er der mere end 10.000 universiteter i verden, der kræver, at du har bestået TOEFL med en bestemt score for at komme igennem nåleøjet til deres uddannelser.

TOEFL står for "Test of English as a Foreign Language". Det er en sprogtest, der har til formål at vurdere din evne til at bruge og forstå engelsk. Du kommer igennem fire kategorier, der omfatter at skrive, lytte, læse og tale sproget. 

Har du brug for en TOEFL test for at komme igennem nåleøjet til din drømmeuddannelse i udlandet? Her guider vi dig igennem processen fra tilmelding til du står med dine TOEFL testresultater.


Før TOEFL testen

Det koster ca. 2.100 kr at tilmelde sig TOEFL testen. Du registrerer dig direkte via www.ets.org. Her finder du også aktuelle testdatoer og adresser samt gode online ressourcer til din forberedelse til testen.

Husk at gemme din "registration confirmation" og dit "registration number". Du skal nemlig medbringe disse på selve dagen sammen med gyldigt billed-ID for at få lov til at gennemføre testen.

Under TOEFL testen

Mød op i god tid på selve dagen. Det anbefales, at man er der 1 time inden testen går i gang, da det kan tage op til en halv time at blive registreret. Herefter har du fire timer til at gennemføre de fire testområder i vilkårlig rækkefølge. Det gælder også i forhold til de øvrige testdeltagere. Bliv derfor ikke stresset, hvis din sidemand er i gang med en hel anden del af sprogtesten.

1: Læsedelen af TOEFL (50 - 70 minutter)

Du får tre eller fire passager fra tekstbøger på universitetsniveau, som du skal læse. Du skal desuden besvare 10 spørgsmål til hver passage. Alle svar er i teksten, så du behøver ikke have forudgående kendskab til emnerne.

2: Lyttedelen af TOEFL (40-60 minutter)

I første del af testen i lytteforståelse hører du uddrag fra 3-4 akademiske forelæsninger á 3-5 minutter, efterfølgende skal du besvare 6 spørgsmål til hver uddrag.

I anden del af lyttetesten hører du 2-3 samtaler, der hver varer 3 minutter, efterfølgende skal du besvare 5 spørgsmål per samtale. 

3: Taledelen af TOEFL (17 minutter)

Du får sammenlagt 4 spørgsmål, som du skal besvare via mikrofonen i dit headset:

  • 1 spørgsmål inden for “Independent Speaking Tasks”, der kræver, at du trækker på dine egne meninger og erfaringer i besvarelsen
  • 3 spørgsmål inden for “Integrated Speaking Tasks”, hvor du skal bruge de fire sproglige kundskaber i samspil med hinanden

Dine svar bliver optaget og sendt til ETS Scoring Network (firmaet bag TOEFL testen), hvor de vil blive vurderet. Fokus er på din evne til at gennemføre den stillede opgave effektivt. Du kan derfor godt få en høj score, selvom du ikke taler flydende engelsk.

4: Skrivedelen af TOEFL (50 minutter)

Ligesom lytteopgaven består skriveopgaven også af to dele.

  • I “Integrated Writing Task” delen (20 min.) får du en kort tekst og et kort lydklip fra en forelæsning, hvorefter du skal skrive, om det du lige har læst og hørt. 
  • I “Independent Task” delen (30 min.) skal du skrive et udkast til et essay på baggrund af et givent emne.

Efter TOEFL testen

Der går mellem to uger og en måned, før du modtager dit TOEFL testresultat. Du modtager en samlet score af de fire delopgaver. Der gives 0 til 30 point per delopgave. Du kan derfor maksimalt få en samlet score på 120 ved en TOEFL test. For at se dine testresultater skal du logge ind med dit ETS ID på www.ets.org.


Annoncer