3 fordele ved at vælge en erhvervsuddannelse

Med en erhvervsuddannelse udvikler du din faglighed fra dag ét, og har samtidig mange muligheder for at bygge videre. Se mulighederne her.

3 fordele ved at vælge en erhvervsuddannelse

Har du kreativitet i fingerspidserne eller talent for det praktiske, og drømmer du om en uddannelse med masser af praktisk undervisning? Så er en erhvervsuddannelse måske noget for dig.

Du udvikler din faglighed fra dag ét og har samtidig et væld af muligheder for at bygge videre på din fremtid med en videregående uddannelse.


I 2023 sprang mere end 47.000 unge mennesker ud som studenter med en STX, HHX, HTX eller HF med sig i jagten på drømmeuddannelsen. Men er vejen til en videregående uddannelse efterfulgt af en spændende karriere med et velbetalt job nødvendigvis nødvendigvis ligmed gymnasiefester, afleveringer og endeløse timer på skolebænken?

Svaret er nej! Du har nemlig også rigtig gode muligheder for at læse videre på en videregående uddannelse med en bestået erhvervsuddannelse.

EUX og erhvervsuddannelsesreformen har nemlig gjort dine muligheder endnu bedre. En række erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser er endda vurderet til at være relevante som videreuddannelse i forhold til bestemte erhvervsuddannelser. Herunder giver vi dig 3 gode grunde til at vælge en erhvervsuddannelse. 

3 fordele ved at gå fra erhvervsuddannelse til videregående uddannelse

1: Fra faglært til dimittend

Ambitioner og drømme om faglige udfordringer, høje lønninger og personlig udvikling i jobbet er for de fleste ikke synonymt med en erhvervsuddannelse. Alligevel har netop erhvervsuddannelsen længe været en populær smutvej til drømmeuddannelsen for de få, der kendte til muligheden.

Nogle af de populæreste uddannelsesveje har været:

  • Fra SOSU assistent til fx sygeplejerske, ergoterapeut eller bioanalytiker
  • Fra håndværker som fx elektriker, murer eller tømrer til bygningskonstruktør
  • Fra pædagogisk assistent til pædagog eller socialrådgiver

Særligt eftertragtet har SOSU uddannelsen været, da denne giver adgang til flere professionsbacheloruddannelser, hvoraf nogle kræver supplering med enkeltfag.

Efter erhvervsuddannelsesreformen i 2015 er det imidlertid blevet endnu mere oplagt at tage EUD-vejen til din drømmeuddannelse. Dine muligheder for at gå fra faglært til dimittend er nemlig blevet endnu bedre.

Nu giver alle erhvervsuddannelser over tre år adgang til relevante erhvervsakademiuddannelser og i nogle tilfælde også adgang til udvalgte professionsbacheloruddannelser.

2: Uddan dig til bedre muligheder

Uanset om du afslutter folkeskolen i år, eller om du har været færdig i flere år uden at komme i gang med en uddannelse, er der også en gevinst at hente ved at vælge en erhvervsuddannelse, hvis du ikke vælger at læse videre.

En analyse fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der i 2025 kommer til at mangle op imod 70.000 faglærte på arbejdsmarkedet. Samtidig vil der være et overskud af ufaglærte på 65.000. Med en erhvervsuddannelse vil du derfor stå med langt stærkere kort på fremtidens arbejdsmarked.

Fx viser en tidligere undersøgelse fra AE, at du forlænger dit arbejdsliv med over 35 procent ved at uddanne dig efter folkeskolen. Med uddannelse følger nemlig en større tilknytning til arbejdsmarkedet og mindre risiko for ledighed.

Uddan dig til et længere arbejdsliv med bedre muligheder

Der er dog ingen tvivl om, at der stadig er en gevinst at hente - både for samfundet og for den enkelte - ved at faglærte læser videre på en kort videregående uddannelse. Det slog AE’s direktør, Lars Andersen, fast ved publiceringen af rapporten ‘Ubalancer på arbejdsmarkedet’ i marts 2016.

Det understøtter en tidligere undersøgelse fra Danmarks Statistik, der viser, at 86 procent af danskere med en videregående uddannelse er i job. Det står i skarp kontrast til det tilsvarende tal for ufaglærte, der er på blot 54 procent.

3: Scor milliongevinsten ved at tage en uddannelse

I en tid med høj dimittendledighed og et shaky arbejdsmarked, er uddannelse måske ikke det, der står højest på din ønskeliste. Men flere analyser viser, at det er investeringen værd at snuppe nogle år på skolebænken. Fx viser en analyse fra AE fra juli 2015, at en erhvervsuddannelse allerede er betalt tilbage for samfundet, før du står med dit svendebrev i hånden.

Det er dog ikke bare samfundet, der scorer en gevinst ved, at du uddanner dig. Jo højere dit uddannelsesniveau er, desto højere vil din indkomst målt over hele dit arbejdsliv også være. Ved at tage en videregående uddannelse, kan du se frem til økonomiske gevinster på op til 14,3 millioner. Det viser en analyse fra AE, der dækker 40 forskellige uddannelsesgrupper.

Uddan dig til en milliongevinst

Vil du vide mere om dine muligheder med en erhvervsuddannelse? Læs mere om koblingen mellem teori og praksis på erhvervsuddannelserne og find et bud på din drømmeuddannelse her: "Er en EUD noget for dig?"


Annoncer