Svendborg som studieby

Skal du til at vælge, hvad og hvor du skal studere, men ved du ikke lige, hvilken studieby du har på din radar? Så kan du måske overveje at stille skarpt på Svendborg som din kommende studieby. Læs mere om Svendborg og Det Sydfynske Øhav lige her.

Svendborg som studieby

Skal du til at vælge hvad og hvor du skal studere, men ved du ikke lige hvilken studieby du har på din radar? Så kan du måske overveje at stille skarpt på Svendborg som din kommende studieby!

Byen på det sydlige Fyn kan andet end at være en havne- og søfartsby. Svendborg er handels-, uddannelses- og kulturmæssigt centrum for Sydfyn, og har flere uddannelser og uddannelsesinstitutioner. Derudover er der også mange andre aktiviteter, der gør Svendborg til en hyggelig og attraktiv studieby. Læs med her, og bliv klogere på, hvad Svendborg kan tilbyde dig som studerende.

5 grunde til at studere i Svendborg

Hvad kan jeg studere i Svendborg

Studiemiljø

Bolig i Svendborg

Byliv i Svendborg

Karriere og studiejob

Hvad kan man lave i Svendborg

Sport og fritidsmuligheder i Svendborg

5 grunde til at studere i Svendborg

1. Smuk natur

I Svendborg finder du utrolige naturoplevelser, der tæller både skove, parker, strande og havneområder. Disse naturområder giver gode muligheder for både en stille vandretur, en løbetur eller en god cykeltur, når hovedet trænger til at hvil fra studiebøger og forelæsninger.

2. Masser af oplevelser

I Svendborg er du ikke begrænset - snarere tværtimod. Udover de flotte naturoplevelser byder byen også på et væld af kulturelle oplevelser såvel som lokale arrangementer og aktiviteter. I byen finder du for eksempel en kulturkalender, der er spækket med live musik, festivaler, foredrag, standup, revy og meget mere. Der er derfor noget for enhver smag.

3. SU-venlige boligomkostninger

I Svendborg kan du bo billigt, uanset om du finder en studiebolig/ungdomsbolig, eller om du vælger en lejebolig eller et værelse med roomies. Med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 80 kroner er der god luft i økonomien til alt det sjove.

4. Muligheder i fritiden

Den dejlige havneby på Sydfyn ligger ikke på den lade side, hvad angår sports- og fritidsmuligheder. Her finder du alt hvad hjertet begærer, lige fra dykning, fiskeri og kitesurfing til fodbold, ridning og golf. 

5. Fred og ro, men tæt på alt

Svendborg byder på fred og ro, men lad dig ikke narre af det. Du har nemlig stadig masser af muligheder, hvad angår studiejobs og karriere. Samtidig kan du nå til andre fynske byer, som for eksempel Faaborg eller Odense på en times tid.

Hvad kan jeg studere i Svendborg

I Svendborg har du forskellige uddannelsesmuligheder på forskellige uddannelsesinstitutioner. I Svendborg kan du for eksempel tage følgende uddannelser:

  • Kok
  • Maskinmesteruddannelsen
  • Pædagog
  • Serviceøkonom
  • Social- og Sundhedsassistent
  • Sygeplejerske
  • Tjener

Og mange flere.

Uddannelserne foregår blandt andet på følgende uddannelsesinstitutioner:

  • SIMAC
  • Social- og Sundhedsskolen Fyn
  • Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier
  • Svendborg Søfartsskole
  • UCL

Du har dermed gode muligheder for at finde en uddannelse i Svendborg, der passer til dine interesseområder. Desuden er Svendborg en studieby i udvikling, så over de kommende år kan der potentielt komme flere uddannelsestilbud til byen.

Studiemiljø

Der er fokus på, at Svendborg i endnu højere grad bliver en uddannelsesby, og med det følger naturligvis et attraktivt studiemiljø. De forskellige uddannelsesinstitutioner i byen byder hver især på et åbent og imødekommende studiemiljø, hvor der er masser af gode faciliteter og faglige såvel som sociale arrangementer. Rundt omkring i byen er der også forskellige initiativer, der kommer dig til gode som studerende. Der er for eksempel et udvalg af forskellige studietilbud, hvor du kan spare penge på spændende oplevelser. Der er også mulighed for at du, sammen med dine studiekammerater, kan benytte de hyggelige caféer og restauranter rundt omkring i Svendborg, hvor I kan skabe gode minder sammen.

Svendborg er som sagt en studieby i udvikling, hvorfor der også løbende kommer mere og mere fokus på studiemiljøet og forskellige arrangementer, der kan styrke sammenholdet blandt de studerende på de enkelte uddannelsesinstitutioner såvel som på tværs.

Bolig i Svendborg

Hvis du er bange for at vælge en studieby, hvor du ikke kan finde en bolig, så kan du med ro i maven finde din uddannelse i Svendborg, og lade byen blive dit kommende hjem. Her er der nemlig mange gode muligheder for at finde bolig til en god pris. 

I Svendborg finder du både kollegier/ungdomsboliger såvel som lejemål gennem boligforeninger og privat udlejning. Og med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 80 kr., vil du samtidig have mulighed for at have luft i økonomien til at købe studiebøger og drikke en ekstra øl med dine studiekammerater. Der er selvfølgelig også den mulighed, at leje en bolig sammen med et par andre studerende og danne et bofællesskab, hvor I altså vil komme til at sidde med en fornuftig husleje. Derudover vil du også have dine roomies til at hjælpe med rengøring, indkøb og madlavning - win win!

Find flere artikler med gode råd og tips, til dig der skal finde studiebolig her.

Byliv i Svendborg

I Svendborg vil du have gode muligheder for at spise godt, få slukket tørsten og have mulighed for at shoppe. Oplevelserne til maven i Svendborg byder på alt fra pizza og burger til hyggelige caféer og gourmetrestauranter. Der er derfor gode muligheder for at få stillet den lille såvel som den store sult, og når det er gjort, behøver aftenen bestemt ikke slutte. I Svendborg finder du nemlig også et festligt byliv med forskellige barer og klubber.

Der er derfor både noget til når sulten indtræffer, når fredagen skal skydes i gang med en øl, og når I skal fejre, at den opgave, der trak tænder ud, endelig er afleveret. Med andre ord er der noget for enhver smag i Svendborg. Både til de sjove aftener med dine studiekammerater, og når du trænger til at ose i byens butikker.

Karriere og studiejob

Svendborg har et rigt erhvervsliv - særligt når det kommer til det maritime, fødevarer og turisme. Det er derfor også særligt indenfor disse brancher du har ideelle muligheder for at gøre karriere efter endt studie. Der er dog også andre muligheder i byen. For eksempel var der 2833 ledige stillinger i Svendborg i 2021 på tværs af forskellige virksomheder, så der burde også være et job til dig. Hvis du ikke finder en stilling i byen, der passer til dine interesser og kompetencer, så er der naturligvis også andre muligheder. Du kan fx finde et job i nærområdet, eller finde et job i Faaborg eller Odense og pendle frem og tilbage. 

De samme muligheder gør sig gældende hvad angår dine muligheder for studiejob. I 2021 var der 216 ledige studiejobs opslået på Jobindex i Svendborg, hvor du kunne arbejde med alt fra rengøringsassistent og butiksassistent til vikar og telefonsælger. Der burde derfor være mulighed for at finde et studiejob i Svendborg eller en anden fynsk by, hvor du kan tjene lidt ekstra ved siden af din SU og samtidig få erhvervserfaring.

Hvad kan man lave i Svendborg

Der er masser at se og opleve i den gamle havneby. Når du har fri fra studierne, er det derfor en god anledning til at udforske dine mange muligheder i Svendborg. Og her er virkelig noget for enhver smag! I Svendborg har du nemlig både mulighed for at være kulturel, opleve den smukke natur og meget mere. Blandt andet finder du masser af idyl i bymidten, der byder på smalle gader, torve og gamle huse, hvor det er oplagt at tage på en hyggelig shoppingtur eller cafébesøg. Udover de charmerende gader rundt omkring i byen, finder du også flotte naturoplevelser i Svendborg, som du kan nyde via byens forskellige stier eller cykelruter. Om sommeren kan du med fordel også nyde badestrandene i Svendborg og omegn, hvor du kan køle ned ved et ishus, eller tage en pause fra solbadningen med et slag minigolf. Her kan du også tage forbi den populære badestrand ved Christiansminde, hvor du har rig mulighed for at nyde de varme sommerdage.

Udover de flotte naturoplevelser og charmerende gader, har du også andre muligheder for at få oplevelser i Svendborg. Blandt andet oplevelser af mere kulturel karakter, hvor vi blandt andet kan nævne følgende:

  • Egeskov Slot
  • Valdemars Slot
  • Naturama
  • Egeskov Mølle
  • Danmarks Forsorgsmuseum


Hvis det ikke lige er ovenstående du har lyst til, så bare rolig - dine muligheder i Svendborg stopper ikke her. Du har også mulighed for at deltage i byens mange arrangementer og aktiviteter, tage på sejltur, eller nyde weekenden med vennerne, hvor I kan dele oplevelser som koncerter, festival, standup, foredrag og lignende. Med andre ord har Svendborg og Det Sydfynske Øhav noget for enhver smag.

Dykning, fiskeri og kitesurfing

I Svendborg har du gode muligheder for at være aktiv, og særligt hvis du er til sportsgrene, der foregår udendørs. Med udbuddet af udendørs aktiviteter er det nemlig tydeligt, at Svendborg er en by, hvor havet spiller en rolle. Her er det nemlig muligt at vælge sports- og fritidsaktiviteter som dykning, fiskeri og kitesurfing. Er du mere til løb eller vandreture? Så har Svendborg også her rigeligt at byde på med sine forskellige stier og vandreruter. Er du derimod mere til fart, kan du også snildt lufte din mountain bike på en af ruterne i Svendborg. Du kan også melde dig til BISSEN MTB, som er et marathon MTB løb.

Udover kitesurfing og windsurfing er området omkring Svendborg også velegnet til kajakroning, hvor du kan nyde de smukke områder ved kysten i fred og ro. Er outdoor livet ikke lige det, der tiltaler dig, så er det selvfølgelig også muligt at holde en aktiv livsstil indendørs. Af indendørs aktiviteter og sportsgrene kan blandt andet nævnes:

  • Boksning
  • Bowling
  • Håndbold
  • Svømning
  • Skak
  • Og meget mere.

Derudover kan selvfølgelig også nævnes fitnesscentre og lignende. Endvidere har du mulighed for at finde din indre fodboldspiller frem, spille golf eller gå til ridning. Kun fantasien sætter grænser, når det kommer til muligheder i Svendborg. Sport og fritidsaktiviteter er desuden en god og nem måde for dig som ny studerende i byen at lære andre unge at kende og danne dig et socialt netværk.

Find din uddannelse i Svendborg her

Michelle Hjorth

Michelle Hjorth

Digital Content Specialist (Vis mere)
Michelle arbejder som Digital Content Specialist hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness. (Mindre)

Omkring

Michelle arbejder som Digital Content Specialist hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness.

Annoncer

Du er måske også interesseret i: