Bliv social- og sundhedsassistent

Overvejer du en uddannelse inden for social og sundhed, men er i tvivl om du skal vælge hjælper- eller assistentuddannelsen?

Overvejer du en uddannelse inden for social og sundhed, men er i tvivl om du skal vælge hjælper- eller assistentuddannelsen? Vi har taget et kig på uddannelsen til social- og sundhedsassistent sammen med SOSU Nord.

Siden 2017 har uddannelsen til SOSU-assistent og SOSU-hjælper været to selvstændige uddannelser. Tidligere skulle man først tage uddannelsen til SOSU-hjælper og herefter uddannelsen til SOSU-assistent, men ikke længere.

Forskellen på uddannelserne ligger dels i de kompetencer man får, og dermed også i længden af uddannelserne. Hvor uddannelsen til social- og sundhedshjælper tager 1 år og 2 måneder, så tager social- og sundhedsassistent-uddannelsen 2 år og 10 måneder.

Som SOSU-assistent er du med til at sikre et sammenhængende forløb for borgerne i mødet med sundhedssektoren. Du arbejder med sygepleje og medicinadministration, og det er dig, der ser helheden i plejen af den enkelte borger. Du tilrettelægger og udfører mere komplekse omsorgsopgaver fx i regionen eller kommunen, på plejecentre, i hjemmeplejen, i socialpsykiatrien, psykiatrien og på sygehuse.

Som SOSU-hjælper er du det kendte ansigt i borgerens hjem, du yder pleje og omsorg, du arbejder rehabiliterende og hjælper fx borgeren med digital kommunikation og andre praktiske ting i hverdagen. Du arbejder ofte i den kommunale hjemmepleje, på plejecentre eller i beskyttede boliger.

Vi har taget en snak med Sabrina, der er med på det første hold af SOSU-assistenter på den nye uddannelse på SOSU Nord. Vi har spurgt ind til hendes valg af uddannelse og kompetencer, og du kan læse om det hele nedenfor.

Hvorfor vælge uddannelsen til Social- og sundhedsassistent?

Sabrina har arbejdet som social og sundhedshjælper i de sidste 10 år, og har den gamle SOSU-hjælperuddannelse bag sig. Hun startede på det første hold af SOSU-assistenter, fordi hun langsomt har oplevet, hvordan kompetencer er blevet taget fra hende som hjælper på den gamle ordning.

“Så det var relevant at tage assistentuddannelsen, så jeg kunne beholde mine færdigheder, men også tilegne mig nogle nye og fremtidssikre mig selv,” forklarer Sabrina.

Ved at tage assistent-uddannelsen har Sabrina mulighed for at agere i både psykiatrien og på sygehuset. Noget hun ser som en god investering i forhold til en fremtidig karriere:

“At komme ud og se hvor stor verden faktisk er, og hvor meget man kan beskæftige sig med bagefter, komme ud og få prøvet nogle faglige grænser, men også personlige grænser af.”

SOSU-assistentuddannelsens opbygning

Som SOSU-hjælper med 10 års erfaring bag sig behøvede Sabrina ikke at starte helt forfra på assistentuddannelsen. Men for helt nye på uddannelsen er der grundforløb 2, inden hovedforløbet starter. Kommer man direkte fra 9. eller 10. klasse starter man med grundforløb 1.

Hovedforløbet skifter mellem skoleperioder og praktik, så man kan afprøve det man lærer på skolen i den virkelige verden. De tre gange i praktik foregår på plejehjem, på sygehus og i psykiatrien.

Hvert skoleforløb afsluttes med et projekt, der skal bestås, ligesom alle praktikperioder også skal bestås. Til sidst er der en afsluttende eksamen.

Der er også gode muligheder for at læse videre og er du eventyrlysten, kan du tage en del af praktikken i udlandet.

For Sabrina er det især praktikken på sygehuset og i psykiatrien, der har givet hende en masse ny viden og nye kompetencer. Her sikrede hun patienternes daglige trivsel, og var med til at reagere, hvis hun kunne se forværringer af deres tilstand.

“Både psykiatri og sygehus er nogle steder, jeg aldrig havde troet, jeg skulle finde mig tilrette i, men set i bakspejlet, så er det nok der jeg ender. Så jeg har fundet nye karrieremuligheder. Det der med at komme ud og se, hvor stor verden egentlig er, og hvad man kan give sig til, og nye spændende arbejdsområder,” forklarer Sabrina.

Hvorfor skal andre vælge uddannelsen til SOSU-assistent?

Ifølge Sabrina er det vigtigt, at man brænder for at gøre en forskel i andres menneskers liv, hvis man vil arbejde som SOSU-hjælper eller SOSU-assistent:

“Det nytter ikke noget at gå halvhjertet ind i det, fordi det er mennesker man arbejder med. Men hvis man virkelig brænder for det, så kan man dygtiggøre sig i så mange retninger, og man kan få så mange kompetencer og ansvarsområder, og det er ret fedt.”

Se mere om uddannelsen til SOSU-assistent ved SOSU Nord her


Annoncer