Med samfundet som interesseområde er sociologi et af de mest mangeartede studier. Du kan opnå indsigt i alt fra kønsrelationer, identitet, magtrelationer, kriminalitet, indvandrerspørgsmål, miljøspørgsmål, velfærd og meget, meget mere. Det er et studie hvor du lærer at analysere og fortolke alle de sociale fænomener du kan opleve i hverdagen. Derudover er der tale om et fag hvor du får mulighed får at tilegne dig flere metodiske redskaber, som værdsættes mange steder i arbejdslivet.
Bred kompetence giver arbejde
En eksamen i sociologi er perfekt for dig som ikke ved præcist hvad du vil arbejde med efter studiet. Sociologistudiet er nemlig ikke målrettet imod et specifik job, men åbner mange døre til en række forskelligartede jobs. Konkret er der bud efter sociologer indenfor NGO’er, kommuner, ministerier, politiske institutter, konsulentvirksomheder, reklamebranchen, analyseinstitutter og flere og flere private virksomheder også har fået øjnene op for sociologernes færdigheder.
Udviklingen indenfor arbejdsmarkedet har bevirket at fremtiden ser lys ud for kommende sociologer, og specielt hvis man er interesseret i projekt eller konsulentarbejde er der masser af muligheder.
Under uddannelsen er det specielt interaktion mellem mennesker der danner rammerne for studiet. Det kan være lokale fænomener der er i fokus, men også langt større, globale fænomener falder indenfor sociologiens interesseområde. Du vil således tilegne dig redskaber til at analysere og forstå hvordan samfundet fungerer, og ikke mindst, give dig grundlag for at vurdere, hvordan samfundet kommer til at udvikle sig.
Hvordan hænger samfundet sammen?
Hvis du er interesseret i hvordan samfundet hænger sammen og hvorfor det ændrer sig vil sociologistudiet give dig de akademiske forudsætninger for at undersøge dette. Undervisningen er en kombination af forelæsninger, projektarbejde, metodeøvelser, studenteroplæg og diskussion. Uddannelsen varer sammenlagt 5 år – en treårig bacheloruddannelse og en toårig kandidatuddannelse.
Du kan læse til sociolog på Københavns og Aalborgs Universitet.