"Det er bare en drøm, jeg altid har haft.”

CPL, Trafikflyveruddannelse - Center Air Pilot Academy

Christian Rosenbæk, 20 år

Hvilken uddannelse har du taget?

“Jeg er i gang med pilotuddannelsen hos Center Air Pilot Academy i Roskilde. Jeg er forholdsvis ny på området. Jeg er startet i Oktober måned, så jeg har været i gang i to måneder nu.”

Hvorfor har du valgt at tage den uddannelse?

Det er nok, som så mange af de andre der tager uddannelsen, været en drøm som startede i de yngre år. Jeg tror det kom første gang, da jeg var en på Gran Canaria, hvor jeg var ude og flyve første gang. Jeg har været en 8-10 år. Senere ville jeg gerne være jægerpilot, fordi der vidste jeg, at jeg kunne få uddannelsen gratis. Så fik jeg briller, og det var ikke længere en mulighed for mig.

Eftersom tiden er gået, er jeg egentlig også meget glad for det. Jeg tog så en HTX med noget kommunikation og markedsføring inde over. Det kunne jeg egentlig også godt lide, men i 3.g prøvede jeg at undersøge mulighederne lidt mere og spurgte min mor og min bank hvordan det så ud med økonomien, fordi det var det, der satte en stopper for det første gang.

Det er mange penge man skal investere, og det kan virke som en stor mundfuld for rigtig mange, inklusiv mig selv. Jeg spurgte så om hendes holdning til det, og hun mente, at det var rigtig fint, hvis det var det, jeg virkelig gerne ville. Jeg tog så en god mulighed, og tog noget der hedder Aviation Camp herude på skolen, som giver en forsmag på, hvordan det er at være pilot. Det er et 4-dages forløb, hvor man får lov til at snuse til noget undervisning og får lov til at flyve selv. 

Aviation Camp giver en rigtig god mulighed for at hjælpe med at træffe den rigtige beslutning, så man mindsker chancen at smide en masse penge ud efter en uddannelse man måske alligevel ikke har interessen for. Jeg gav omkring 3.000 kr, og det er jo i og for sig små penge i forhold til, hvor meget man giver for hele uddannelsen. Det at være pilot er bare en drøm, jeg altid har haft.”

Hvorfor valgte du netop Center Air Pilot Academy?Pilotuddannelse Roskilde

“Jeg har valgt Center Air, fordi jeg synes de virker meget professionelle og de har haft mange års erfaring. De har jo 20 års erfaring. En anden ting som er vigtig i den her branche, det er at man har økonomien i orden. At hvis der kommer en lavperiode, at man så ikke går konkurs. Det betød meget for mig, at Center Air kunne fremlægge et regnskab, der sagde, at de ikke havde haft røde tal i de år, de har eksisteret. De har godt styr på økonomien.

Så var det også rigtig fedt, at der er så mange instruktører herude, der både arbejder i selskaber og i luften, men også som instruktører. Så man har ting fra begge verdener. Mit indtryk er også, at det er meget kompetente instruktører herude, så jeg kunne få den bedste uddannelse med de penge jeg smed afsted. Det er også rigtig fint at man kan bo på skolen, og være sammen med andre mennesker, der går op i det, de laver og sparre med dem. Der starter fire hold om året, så der er altid nogle, der er længere foran. Så kan man jo altid gå hen til dem og sparre med dem, og høre hvad de gjorde i den situation, som man selv sidder i nu. Det er rigtig fedt.”

Hvad er det bedste ved uddannelsen?

“Det bedste ved uddannelsen er nok, at man kan få lov til at lave det man elsker og tjene penge på det oveni. Jeg holder utrolig meget af at flyve. Det er lidt vildt, at jeg efter to måneder på uddannelsen, allerede har fået så meget ansvar som jeg har og været ude og flyve min egen solo tur, hvor jeg er alene i flyet.

Det, at man kan komme op og se verden for oven, det synes jeg virkelig er utrolig spændende. Det bedste job i verden, det er det job, man ikke føler er et job. Og det er det, jeg kæmper for lige nu.”

Hvad er det mest udfordrende ved uddannelsen?

“Jeg vidste godt, at der var meget arbejde herude. Det er noget man skal være indstillet på, når man starter - at der er virkelig meget arbejde. Det bliver også lagt over på én selv, at man får lavet det, der skal laves. Det er desuden også et krav, at vi møder op i uniform. Vi kan lige så godt vænne os til det, fordi det er sådan det er, når vi kommer ud i selskaberne. Skolen gør meget for, at vi får nogle gode vaner fra start.

Man skal være meget disciplineret i det, man laver herude. Man kommer simpelthen ikke igennem den her uddannelse, hvis ikke man synes, det er sjovt, det man laver. Jeg synes det vi laver herude og det arbejde vi udfører er utrolig spændende - det er meget anderledes i forhold til en aflevering på HTX, hvor det nogle gange virkede overflødigt. Det fede er jo også, at når vi har været inde i klassen og få en masse teori, så er man ude og flyve næste dag, og på den måde kan man måske drage lidt mere forståelse ud af teorien. Lige præcis den sammenhæng er meget god.”

Hvordan er undervisningen på uddannelsen? Hvordan er undervisningen bygget op?

“De dage vi flyver, har vi som regel ikke teori, hvilket gør at man kan sætte fuld fokus på sin flyvning. På den her årstid er vi meget afhængige af, at vejret er godt. Det handler meget om, at man skal være fleksibel her i starten. Lige pludselig kan man få udskudt en teoridag, og så skal man ud og flyve i stedet for. Lige nu flyver vi når vi kan, og så tager vi teorien, når der er dårligt vejr. Det er også derfor den her uddannelse er meget kompakt, de er gode til strukturere. Man kan jo ikke blive færdig, før man har haft de timer, man skal have.

Men det er typisk, at man har et fag, hvor man studerer en teori. Når vi har teori fungerer det stort som en normal skoledag i gymnasiet eller lignende. Vi har så bare som regel også en læsetest efter hver time, så man sikrer sig, at man kan det teori man har gennemgået i timen. På den måde falder man ikke bagud. Derudover har vi også nogle test løbende, der sikrer, at vi kan det, som de ønsker vi kan og gå op til eksamen og rent faktisk bestå.

Når vi er ude og flyve, så møder vi som regel op en to-tre timer før og gennemgår alle de praktiske ting i forhold til flyvningen. Så kigger vi på vejret og planlægger rute og inden man tager afsted, så briefer man instruktøren om alt sin forberedelse. Bagefter snakker man så om turen og hvad der var godt og skidt, som man så kan tage med sig videre.”

Hvad er dine fremtidsplaner/drømmekarriere?

“Jeg har en drøm om at arbejde to steder. Det kan sagtens nå at ændre sig mange gange, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme ud og flyve business jets. Og flyve med nogle enkelte personer og på den måde komme anderledes rundt i verden.

Den anden er at komme ud og flyve store passagerfly. Senere hen kunne det måske også være sjovt at flyve noget vandflyvning i et tropisk land. Til sidst drømmer jeg om, når jeg engang er for gammel til at flyve, at kunne agere som instruktør og lære fra mig. Det er noget, jeg ville sætte rigtig meget pris på.”




Læs mere om Professionel Pilotuddannelse

Vil du vide mere?


Få information

Kom I kontakt med Center Air Pilot Academy
Ingen omkostninger eller forpligtigelser

reCAPTCHA logo Denne hjemmeside er beskyttet af reCAPTCHA og Googles privatlivspolitik og servicevilkår gælder.