”Der var så dejligt ude på Landet. Det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik Storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor”.
Det er linjer, som emmer af idyl, men som mange ved, skal H.C. Andersens grimme ælling igennem en del prøvelser præget af liv, nye bekendtskaber og udfordringer inden både den selv og dens omgivelser når til den ultimative lærdom og harmoni.
Og måske er det en tilfældighed, eller måske har forfatteren for mange år siden bygget eventyret op omkring tanker og gisninger om sin fødebys fremtidige virke som studieby. I hvert fald kan der trækkes mange paralleller mellem ællingens vej til at blive en smuk svane og en studerendes vej til færdiguddannelse i Odense.
