Har du lyst til at slå dig ned som iværksætter? Så mener regeringen, at du er på helt rette vej.
Der bliver større og større interesse for iværksætteri blandt dagens studerende, og derfor udbydes der også flere og flere iværksætter- og entreprenørskabsfag på de danske universiteter. Og den danske videnskabsminister er rigtig glad for den udvikling:
"Det er positivt, at universiteterne gør mere for at styrke de studerendes muligheder for at tage iværksætter- og entreprenørskabskurser. Hvis vi skal fastholde vores høje levestandard, er det brændende nødvendigt, at de unge både får høje faglige kvalifikationer og samtidig får mod på at skabe fremtidens videntunge vækstvirksomheder", siger Helge Sander.
Du skal derfor ikke tøve, hvis du har en lille iværksætter gemt i dig. Undersøg dine muligheder og så er det bare med at blive tilmeldt den uddannelse, som passer til dit fagområde.