Hej alle.
Så er jeg tilbage igen :)
Der bliver snakket så meget om praktikpladser for tiden, og det fik mig til at tænke på et råd, jeg godt kunne have brugt, da jeg begyndte min uddannelse på Universitetet.
Der er jo ikke ret mange universitetsuddannelser, hvor praktik er en fast del af undervisningen. Man får heller ikke den store information om, hvilke muligheder, der er for at få noget praktisk erfaring under uddannelsen, men muligheden er der faktisk.
Jeg opdagede det sådan lidt tilfældigt sidst under min uddannelse, at jeg rent faktisk kunne bruge et helt semester på at tage i praktik og så få det godskrevet point-mæssigt som et fag. Det gjorde jeg, og det er jeg rigtig glad for i dag.
Det hjalp mig nemlig i høj grad ind på arbejdsmarkedet, at jeg allerede havde et netværk indenfor mit faglige interessefelt og fordi, jeg samtidig havde nogen, som kunne stå inde for, at jeg rent faktisk kunne bruge al min teoretiske viden i praksis.
Derfor kan jeg kun opfordre alle universitetsstuderende til at tage et relevant praktikophold under uddannelsen, og hvis det kan suppleres med et relevant studiejob, så er chancerne for job hurtigt efter endt uddannelse rigtig god.