Ny bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab på DPU!
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole udbyder nu en ny pædagogisk bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab, der henvender sig til studerende, som gerne vil være ekspert indenfor områder som læring, pædagogik og uddannelse.
Uddannelsen beskæftiger sig med spørgsmål, der relaterer til pædagogik og læring. Som f.eks. hvordan uddannelse kan ruste det moderne samfund til at møde fremtidens udfordringer, hvordan man kan forvandle viden til innovation, og hvilke mekanismer, der gør sig gældende, når mennesker skal motiveres til at udvikle deres personlige viden og kompetencer.
Fremtidens uddannelse
Med en uddannelse i uddannelsesvidenskab fra DPU i bagagen er du godt rustet til at varetage forskellige pædagogiske funktioner, som er og vil blive efterspurgte i dagens og fremtidens vidensamfund.
En uddannelse fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i uddannelsesvidenskab befinder sig et sted i grænselandet mellem humaniora og samfundsvidenskab. Fag som psykologi, sociologi, antropologi, filosofi og pædagogik er alle integrerede i uddannelsen.
Gennem denne tværfaglige indgang til hele uddannelsesfeltet, vil det gøre de studerende i stand til at handle i spændingsfeltet mellem mennesker, organisationer og samfund på en professionel måde. De studerende kommer til at få indblik i hvordan læring, uddannelse og pædagogik har indvirkning på felter som skoler, uddannnelses- og dannnelsesinstitutioner, men også hvilken rolle begreberne spiller i virksomheder og politiske institutioner.
Alt i alt giver en uddannelse i uddannelsesvidenskab fra DPU dig en stor viden om, hvordan læring, uddannelse og pædagogik hænger sammen i det moderne vidensamfund.
Uddannelsens opbygning
En uddannelse i uddannelsesvidenskab er bygget op af 14 moduler, som inkluderer et bachelorprojekt, som du afslutter din uddannelse med. Uddannelsen svarer til 180 ECTS point. Uddannelsen består af forskellige undervisningsmetoder, f.eks. forelæsninger, holdundervisning, praktiske øvelser, studenteroplæg og projektarbejde.

På uddannelsen kommer du til at møde fagmoduler som:
- Uddannelse, uddannelsessystemer og læringsarenaer
- Uddannelsessociologi, politik og økonomi - i et komparativt perspektiv
- Videnskabsteori
- Pædagogiske tendenser i samtiden
- Læringens teori og praksis
- Didaktisk teori og refleksion
- Uddannelsesforskningens metoder
- Og meget mere
Fremtiden og jobmuligheder
Som bachelor i uddannelsesvidenskab vil du kunne komme til at arbejde med uddannelses- og kompetencebehov i virksomheder og organisationer, både privat og offentligt. Du kan f.eks. arbejde indenfor medarbejderudvikling og rekruttering i større virksomheder. Eller du kan få job som uddannelseskonsulent, der har ansvar for evaluering og udviklingsaktiviter, eller blive konsulent i ministerier eller styrelser, der arbejder med uddannelsesmæssige spørgsmål. Der er også mulighed for at blive forskningsassistent.