Unge i gymnasiet og universitetet er mere aktive end unge med kort uddannelse. Sådan skriver Politiken.dk i en artikel fredag d. 6. november 2009.
Mænd, der ikke har taget en uddannelse, er de indbyggere i Danmark, der bevæger sig mindst. Kun en ud af tre dyrker motion. Kvinder, der har en lang uddannelse, ligger derimod helt i top. Her er to ud af tre fysisk aktive.
Uddannelsesniveauet er den faktor, der er allermest afgørende for, om man dyrker motion, viser 'Sport og motion i danskernes hverdag', der udkommer 12. november fra Idrættens Analyseinstitut.
"Samtidig kan vi se, at skævheden sætter ind, allerede mens man er under uddannelse", fortæller Maja Pilgaard, der står bag analysen, som bygger på interviews med omkring 6000 danskere.
"39-44 procent af unge på erhvervsfaglige uddannelser og AMU-kurser dyrker en form for motion, mens 66-69 procent af gymnasieeleverne og de universitetsstuderende laver en form for idræt i deres fritid", siger hun.
Er man ovenikøbet så uheldig ikke at finde et job efter endt uddannelse, så står det endnu værre til. De arbejdsløse tilhører nemlig den mindst fysisk aktive gruppe i samfundet. De bliver overhalet af folk i arbejde og af pensionisterne.


