Familieterapeut - rådgivning og terapi gennem samtale
Hvis du arbejder med mennesker og er uddannet indenfor psykologi, pædagogik eller sundhed, er en videreuddannelse som familieterapeut måske noget for dig! Som familieterapeut kan du nemlig arbejde med familierådgivning både i det private og det offentlige.
Netop nu kommer de studerende fra mange forskellige typer arbejdspladser og med meget forskellig faglig baggrund. Helt konkret er det bl.a. sundhedsplejersker, socialrådgivere, lærere, organisationskonsulenter, journalister, pædagoger og psykologer.
Det lærer du på uddannelsen
Når du uddanner dig familieterapeut, lærer du at udføre rådgivende og terapeutiske samtaler med alle parter og aldersklasser i en familie. Helt konkret er målet, at du:
- Udvikler evnen til selvrefleksion
- Får kendskab til egne mønstre i egen familie og til, hvorledes de udspiller sig i nuværende relationer
- Får mulighed for at arbejde med egne tab og får færdigheder i sorg- og krisehjælp
- Udvikler et konstruktivt forhold til egne personlige og faglige muligheder og begrænsninger i samspillet med andre
- Opnår grundlæggende færdigheder i at udøve den professionelle samtale
Derudover lærer du en masse bl.a. om gruppeprocesser, overlevelsesstrategier og konfliktløsning. Og efter end uddannelse vil du derfor være i stand til gennemføre familiesamtaler, hvor du er godt rustet til at varetage ansvaret for børns deltagelse.
Direkte superviseret arbejde
Den centrale arbejdsform på uddannelsen til familieterapeut er direkte supervision af samtaler. Under overværelse af medkursister og superviseret af en lærer arbejder de studerende med hinanden.
Den enkelte studerende melder sig med en selvvalgt problemstilling, ofte sammenhængende med vedkommendes fagpersonlige målsætning.
En anden studerende inviteres eller melder sig som samtalepartner, og de to gennemfører samtalen - kun afbrudt af den superviserende lærer eller evt. et udpeget reflekterende team af medkursister.
På den måde får du som studerende rigtig god praktisk træning af dine kompetencer.
Undervisningsform og eksamen
Når du læser til familieterapeut, er undervisningen bygget op omkring forskellige undervisningsformer:
- Arbejdsgrupper
- Parkursus
- Familiedage
- Egenterapigrupper
De forskellige undervisningsformer giver dig en rigtig god faglig ballast, når du er klar til at afslutte uddannelsen.
I uddannelsen til familieterapeut indgår i alt 5 eksaminer, som afvikles med en om året på 1., 2. og 3. år og med to eksaminer efter afslutningen af 4. år.
Alle eksamensbedømmelser er individuelle og skal være udtryk for den samlede vurdering af den enkeltes indsats under eksamen.