
Uddannelsen til Elektronikingeniør
Kan du se dig selv som udviklingsingeniør i en elektronik- eller IT virksomhed? Eller måske som produktansvarlig, rådgiver eller ekspert inden for teknisk salg? Elektronikingeniører løser problemstillinger i mange forskellige brancher og bygger tit broer mellem fagområderne.
Uddannelsen til Elektronikingeniør omfatter i overordnede træk fagområderne elektronik og datateknik. På uddannelsen får du anvendelses- og udviklingsorienterede færdigheder inden for datateknik, elektronikkonstruktion, apparatkonstruktion og telekommunikation, organisation og teknologivurdering.
Indholdet på uddannelsen til Elektronikingeniør
Uddannelsen til Elektronikingeniør er normeret til 3½ års studier inklusive ½ års praktik i en dansk eller udenlandsk virksomhed. Den obligatoriske del af uddannelsen strækker sig fra første til fjerde semester. Den obligatoriske del af uddannelsen er på de to første semestre identisk med IT-ingeniøruddannelsen.
På
uddannelsen til Elektronikingeniør er det målet at udvikle og kvalificere de studerende inden for væsentlige ingeniørmæssige kompetencer. Derfor bliver du via studiet trænet i at samarbejde med andre. Du lærer også at problemformulere, at tidsplanlægge, og du får erfaring i at sammenligne teori, simulering og praksis. Endelig bliver du trænet i at fremlægge og dokumentere resultater, både gennem rapporter og via mundtlig fremstilling.
Jobmuligheder som Elektronikingeniør
Elektronikingeniører, hvoraf mange arbejder som dataingeniører, er beskæftiget over et meget bredt og ofte avanceret arbejdsfelt. De løser ingeniørmæssige problemstillinger i mange forskellige brancher, og bygger ofte broer mellem fagområderne.
Elektronikingeniører er blandt andet beskæftiget med udvikling af mobiltelefoner, transmissionsudstyr og -modtagere, udvikling af radio- og tv apparater, design af kommunikationssystemer, og finder i det hele taget beskæftigelse inden for edb-, kommunikations- og elektronikbranchen. De er med, når avanceret måleudstyr udvikles på hospitalerne, de er med i driften og udviklingen af TV-stationer og når raketter og satellitter sendes ud i rummet. De er også med, når sendemaster til alskens kommunikation opstilles, og det er elektronikingeniører, der udvikler systemerne til signalovervågning.