Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse er en 2-årig tværfaglig sundhedsuddannelse, der sætter fokus på sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse, behandling og rehabilitering.
Uddannelsen inddrager teorier, metoder og fag inden for biomedicin, samfundsvidenskab og humaniora.
- De biomedicinske fag omfatter bl.a. patofysiologi, som handler om de ændringer og forstyrrelser, der sker i kroppen i forbindelse med sygdom; epidemiologi, som er læren om forekomsten af sygdomme i befolkningen; molekylærbiologi og genetik, som handler om opbygningen af molekyler, DNA og proteiner
- De samfundsvidenskabelige fag omfatter sundhedsøkonomi, hvor du lærer om, hvordan samfundet prioriterer sine ressourcer inden for sundhedsområdet; samfundsmedicin, hvor du arbejder med emner som folkesundhed og sundhedspolitik
- De humanistiske fagomfatter emner som etik, krop og kultur, hvor du bl.a. arbejder med information og rådgivning
Derudover får du undervisning i videnskabsteori, forskningsmetoder og medicinsk teknologivurdering.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, diskussioner, studenteroplæg, øvelser og opgaver.
Det sidste halve år af studiet arbejder du næsten udelukkende med specialet. Specialet er et større videnskabeligt projekt, som du kan udarbejde alene eller sammen med en eller flere andre under vejledning fra en af fagets undervisere.