Softwarekonstruktion - kandidatuddannelsen
Denne kandidatuddannelse udbydes under IT Vest og er åben for studerende med en relevant uddannelse på bachelorniveau.
Software eller de programmer, som styrer computeren, indgår i dag i mange forskellige dagligdags ting, fx telefoner, biler og fjernsyn, og i fremtiden vil endnu mere af det, vi omgiver os med i hverdagen, være styret af software.
Du lærer at løse tekniske og designmæssige opgaver
På uddannelsen lærer du, hvordan man løser krævende tekniske og designmæssige opgaver inden for softwareudvikling. Du lærer bl.a. at forstå de teorier og arbejdsmetoder, der knytter sig til udvikling og vurdering af it-systemer, og at analysere og kritisk vurdere it-systemer og deres anvendelse.
Du lærer også selv at udvikle forskellige former for it-systemer, og du arbejder med projektledelse, som sætter dig i stand til at styre hele processen omkring udviklingen af et softwareprodukt.
I løbet af uddannelsen kan du fx komme til at arbejde med emner som:
- Programmering
- Systemanalyse
- Neurale netværk
- Design af grafiske brugergrænseflader
- Computerarkitektur og informationsstrukturering/modellering
Du kan vælge at specialisere dig inden for områder som fx
- Digitale biblioteker
- Informationssøgning
- Computerunderstøttet samarbejde
- Programmeringssystemer
Jobmuligheder inden for Softwarekonstruktion
Med en kandidatgrad i datalogi/softwarekonstruktion kan du søge arbejde som systemudvikler, konsulent eller projektleder i virksomheder, der udvikler og sælger softwarebaserede løsninger. Mange arbejder også som systemadministratorer i IT-afdelinger i virksomheder som f.eks. banker og hospitaler. Endelig er der et stigende antal kandidater, der arbejder med forskning og undervisning i virksomheder, på universiteter, forskningscentre, IKT-skoler osv.