
Til søs - så først på Søfartsskole
Nyborg Søfartsskole er certificeret af Søfartsstyrelsen til at uddanne ubefarne skibsassistenter til handelsflåden. Skolen har virket som søfartsskole siden 1978.
Uddannelsen følger Søfartsstyrelsens fag- timetals- og pensumanvisninger. Uddannelsen indeholder maritime og håndværksmæssige fag. 
Værksteder, riggerloft, småbådene- og de store øvelsesskibe.
Undervisningen foregår på skolen, i klasseværelserne, i metalværkstederne, på riggerloftet, og i Faaborg Havn i MOB-både, roredningsbåde og motorbåde.
Nyborg Søfartsskole får indimellem lejlighed til at sejle øvelsessejlads med den 3-mastede Skonnert Carene Star. Her bliver de sømandsmæssige færdigheder afprøvet og trænet under de bedst tænkelige betingelser – på havet, i maskinrummet, på dækket, på broen, ved radaren eller søkortet.
Bygningerne i Nakkebølle og skolehverdagen
Skolen er beliggende mellem Svendborg og Faaborg i det tidligere sanatorie flot belliggende ned til Nakkebølle Fjord. Man bor på 1- og 2 personers kamre.
Hverdagen på skolen er organiseret, så den lægger sig op af stilen til søs. F.eks. mønstringer 3 gange om dagen, eleverne har på skift vagttjeneste med brand og sikkerhedsrunder i bygningerv og overholder nøje aftalte tider; det maritime sprog anvendes: man har skafning og bakstørn, kabystjeneste, brandrulle, man tørner til, man bruger pøs og vasker dørk m.m.
At uddannelsen finder sted på en kostskole giver et intenst kursusforløb, hvor man når meget på 5 måneder. Der er undervisning fra 8.45 – 16.30 hver dag, undervisning/lektielæsning 2 aftner om ugen og ca. 9 undervisningsweekender i løbet af kurset. Der er obligatorisk program for de øvrige aftner, f.eks. med sport, orienteringsoplæg o.a. Kostskolestrukturen er med til at fastholde fokus på det faglige mens man er på skolen.
Undervisningsstrukturen på Nyborg Søfartsskole er hovedsagelig således, at 1 fag læres i en 14-dages periode. Perioden afsluttes med en faglig prøve. Her kommer en censor fra erhvervet, og man fremviser elevarbejder, bliver hørt i teori og får en bedømmelse af, hvor man står i faget. Denne struktur er erfaringsmæssig meget god.
Man koncentrerer sig om et fag, og man har det nære mål, at "på fredag inden hjemrejse skal jeg være færdig med mine elevarbejder, og jeg skal også kunne klare en overhøring i min teori". De maritime og håndværksmæssige fag er meget forskellige, så når man starter på en ny periode mandag efter hjemrejse, er den ofte helt anderledes end den forudgående periode, og denne variation gør uddannelsesforløbet meget spændende, og tiden synes at gå meget stærkt.
Sports & fritidsaktiviteter
Som sømand er det vigtigt at være i god kondition for at have let ved at udføre sit arbejde og for at undgå skader. Samtidig kan det siden hen være en fornøjelig fritidsaktivitet at udføre forskellige former for sportsudøvelse, mens man sejler - eller når man er i havn.
Under søfartsskoleopholdet indgår sport som en del af programmet - som regel som aftenundervisning nogle gange om ugen.
Det er svømning, Roning boldspil, styrketræning, jollesejlads, windsurfing og kajakroning. Hvis man ikke er i topform ved starten, så kan man nå at komme det i løbet af kurset - eller i hvert fald forbedre sin kondition.
Svømning finder sted i Nakkebølle Fjord om sommeren og ellers Faaborg eller Svendborg Svømmehal som har nogle gode faciliteter. Alle skal kunne svømme minimum 200 meter, og selvfølgelig gerne mere. Man kommer også til at træne udspring fra stor højde med redningsvest på, og træne at svømme med tøj på. Desuden træner man at retvende en redningsflåde i vandet.
Boldspil finder om sommeren sted på stedets udendørs fodbold- eller volleyballbane. I vintersæsonen i stedets hockyhal.
Styrketræning er en frivillig sportsaktivitet. Skolen har et styrketræningsrum, som altid har sine trofaste brugere i alle pauser.
Jollesejlads, kajak og surf er et populært aftenprogram på Nakkebølle Fjord, når vejret er til det.
Andre fritidsaktiviteter
Skolen har klaver og guitar til rådighed for de som gerne vil spille. På Nakkebølles fællesområder findes der også bordtennis- og billardbord. Nakkebølle Fjord er også et kendt og velbesøgt sted for lystfiskeri. I sær kommer der mange om foråret for at fange havørreder.
Spændende og relevante kurser
Den helt primære uddannelse på Nyborg Søfartsskole er uddannelsen til skibsassistent. Men skolen tilbyder ngerevarende kurser, som er relevante for uddannelsen:
- Maritimt og teknisk forberedelseskursus
- Fortsættelseskursus
- Duelighedsbevis i sejlads
- Duelighedsbevis i motorpasning