Sebastian Nielsen sendte 52 ansøgninger, før han blev tilbudt en læreplads med faglige udfordringer og nok at lave. En ny bonusordning gav virksomheden mulighed for at ansætte ham og to andre nye lærlinge. Sådan skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Sebastian Nielsen har taget en sort, vamset jakke på. Sneen drysser ned fra himlen i Karlslunde. Han er på vej ud til en byggeplads, hvor han er med til at renovere et hus.
Sebastian Nielsen er tømrerlærling i Helmer Christiansen A/S i Karlslunde. Han har kun været ansat i få uger, men trives allerede i det 40 mand store snedker- og tømrerfirma.
Virksomhedens ejer og administrerende direktør, Niels Techen, ansatte Sebastian Nielsen, fordi han er en vedholdende og omgængelig ung mand, der passer godt ind i resten af personalegruppen. Det lod sig kun gøre, fordi der fulgte 50.000 kroner med, da Sebastian Nielsen blev ansat.
I 2009 blev et flertal i Folketinget enige om at afsætte 1,3 milliarder kroner til flere praktikpladser til elever i erhvervsuddannelserne. Alle virksomheder, der tager en elev i lære, får en kontant belønning på op til 50.000 kroner. Derfor har Helmer Christiansen A/S også råd til at ansætte endnu to lærlinge, så de snart har 12.
Lærlinge skal lære noget
Niels Techen er med i Håndværksrådets bestyrelse og formand for bestyrelsen i Danske Snedker- og Tømrermestre. Han er glad for udviklingen.
”Vi ansætter ikke bare en masse lærlinge for at få 50.000 kroner i tilskud. Sådan fungerer det ikke, men der er opgaver, hvor vi normalt ikke ville have en lærling på en sag. Tilskuddet gør nu, at lærlingen økonomisk ikke belaster sagen mere, end at det kan opveje, at vi har ham med,” siger han.
Han forklarer, at der er en hårfin balance mellem indtjening og omkostninger for at få lønsomhed i opgaverne. Da den globale afmatning satte ind for et par år siden, skar virksomheden ned på antallet af lærlinge.
”Der skal være et naturligt forhold mellem antallet af svende og lærlinge i virksomheden. Vi har de seneste par år været lidt tilbageholdende med begge dele, fordi vi først skulle have opgaverne. Lærlingene skal ikke kun feje og køre affald. De skal bruges fornuftigt, og der skal være opgaver med et fagligt indhold, før vi kan øge antallet af dem,” siger han.
Læs hele artiklen her