Medicin kommer af mederi, som betyder at helbrede på latin. Og uddannelsens formål er blandt andet også at uddanne læger.
Du får viden inden for mange forskellige fag, og studiet er både teoretisk og praktisk.
Du får bl.a. en stor teoretisk viden om menneskekroppen og om sygdomme, og du får træning i kritisk at vurdere og opsøge ny viden om både undersøgelse og behandling. Du lærer også, hvordan man kommunikerer med patienterne, og får undervisning i fag som psykologi og etik.
Studiet er opbygget forskelligt på de tre universiteter, men omfatter alle steder følgende fagområder:
- Naturvidenskabelige basisfag som anatomi, biokemi, fysiologi og humanbiologi, som er den del af biologien, som beskæftiger sig med menneskekroppens funktioner i forbindelse med sundhed og sygdom.
- Adfærds- og samfundsmedicinske fag, bl.a. psykologi, socialmedicin og epidemiologi, som er læren om forekomsten og fordelingen af sygdomme i befolkningen.
- Parakliniske fag, som er fag, der forbereder dig til at kunne udføre det kliniske arbejde, fx farmakologi, der handler om lægemidler, og mikrobiologi, hvor du lærer om sygdomsfremkaldende organismer og kroppens forsvarssystemer.
- Kliniske fag, som er bygget op omkring undersøgelse og behandling af patienten. En del af undervisningen er praktisk og foregår på sygehusafdelinger og hos praktiserende læger. Undervisningen i kliniske fag handler fx om børnesygdomme, psykiatri og kirurgi.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger med flere hundrede studerende, undervisning på mindre hold og gruppeundervisning. En del af holdundervisningen er laboratorieøvelser. Herudover vælger de fleste studerende at forberede sig sammen i læsegrupper.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en bacheloreksamen og får den akademiske titel
BSc. Som bachelor får du adgang til den afsluttende lægevidenskabelige kandidatuddannelse og andre natur- og sundhedsvidenskabelige kandidatuddannelser, fx
humanbiologi og medicinsk teknik.