Noget med mennesker - hvis du vil være lærer, pædagog eller måske socialrådgiver
Ved du, at din fremtidige karriere skal koncentrere sig om et arbejde, som involverer noget med mennesker, men du ved ikke helt hvilket fagområde det skal være? Så er der hjælp at hente her.
På linjefaget, Noget med mennesker, kan du nemlig prøve kræfter med en masse fag, som kan hjælpe dig til at beslutte, om du f.eks. skal være lærer, pædagog, sygeplejerske, læge eller socialrådgiver.
Noget med mennesker er altså for dig, som vil forsøge at blive afklaret med dit fremtidige erhverv indenfor et arbejde med bløde værdier.
Bløde værdier kan være gavnlige for alle
Noget med mennesker er en meget central del af Hadsten Højskole. Her arbejdes der med de bløde værdier, med hvordan vi fungerer oppe i hovedet, med følelser og med samarbejde og kommunikation.
Og viden indenfor disse områder kan alle mennesker bruge - de vil nemlig kunne forøge dine chancer for at fungere bedre i dit forhold til din kæreste, til studiekammerater, kolleger og til alle de andre mennesker, du møder. Måske vil de endda kunne forøge dine chancer ved en kommende jobsamtale eller eksamen.
Indhold og opbygning - du vælger selv
På linjefaget, Noget med mennesker, kan du vælge mellem rigtig mange fag indenfor området. Og du sammensætter selv dit skema, så du bruger din tid på lige præcis det, du interesserer dig aller mest for.
Nogle af de fag, du kan vælge mellem er f.eks.:
- Psykologi
- Psykiske sygdomme
- Pædagogik & Social Intelligens
- Filosofisk tænketank
- Hjernens mysterium
- Idræt & Teambuilding
Ud over disse fag findes der forskellige workshops og foredrag, som handler om os selv og samspillet med andre. Om at styre sine følelser, så de ikke styrer én. Og om samspillet mellem forskellige kulturer.
Kombiner med sundhedsfag, kreative eller politiske fag
Du kan dog også kombinere fagene på Noget med mennesker med både sundhedsfagene, de kreative og de politiske fag. Derved kan du forberede dig på et videre studie inden for nogle af disse områder.