Farmakonom - rådgivning indenfor sundhed, sygdom og behandling
Brænder du for en karriere, hvor du hver dag hjælper mennesker til et bedre og sundere liv? Så er en uddannelse som Farmakonom måske noget for dig.
Som Farmakonom vil din hverdag nemlig handle om at rådgive befolkningen om sundhed, sygdom, forebyggelse og behandling f.eks. på et apotek eller i den primære sundhedssektor.
Apoteket, sygehuset eller industrien som arbejdsplads
Som Farmakonom er det mest almindeligt, at du bliver ansat på et apotek efter endt uddannelse. Her vil dit fokus være på lægemiddelbehandling og service. Det er et job, som ofte bærer præg af en travl og hektisk hverdag, men det er også et job, hvor man har en tæt kontakt til kunderne, og hvor man ofte føler, at man gør en forskel.
Men ansættelse på et apotek er ikke den eneste mulighed for job, som du har som Farmakonom. Du kan også blive ansat på et sygehus eller i medicinalindustrien.
På sygehuset udfører Farmakonomen forskellige opgaver, som har med lægemidler at gøre. Det kan f.eks. være produktion, kontrol, ekspedition og information.
Mange Farmakonomer er afdelingsledere for det praktiske arbejde på sygehusapotekerne, og mange er beskæftiget med produktion af individuelt tilpasset medicin.
I medicinalindustrien er Farmakonomens største arbejdsområde kvalitetsstyring. Derudover arbejder Farmakonomen med forskning, udvikling og kvalitetskontrol af nye lægemidler, og han/hun arbejder ofte som leder af et timelønnet personale.
Undervisningsforløb
Uddannelsen til Farmakonom foregår dels på et apotek og dels på Farmakonomskolen, Pharmakon. Der er 23 kursusuger på Farmakonomskolen i løbet af de 3 år, det tager at uddanne sig. Pharmakon er et moderne uddannelsescenter, hvor du både bor og spiser under de forskellige skoleperioder. Under uddannelsen bliver du bl.a. undervist i fag som:
- Medicinsk-farmaceutiske fag: Anatomi og fysiologi, Patologi, Almen farmakologi, Speciel farmakologi, Farmaci.
- Samfundsfarmaceutiske fag: Medicinsk sociologi, Lovforståelse,Sundhedsøkonomi, Klinisk farmaci, Sundhedsfremme ogsygdomsforebyggelse.
- Humanistiske fag: Psykologi, Etik, Kommunikation, Pædagogik, Formidling.
- Organisation og Ledelse: Organisation, Ledelse og samarbejde, Markedsføring og salg, Logistik, Arbejdsmiljø, Kvalitetsstyring.
- Metodefag
Der er altså en bred faglighed i undervisningen, som gør, at du under uddannelsen tilegner dig faglige kvalifikationer, som vil gøre dig kompetent til dit senere virke på arbejdsmarkedet.
Farmakonomuddannelsen tilbyder studievejledning og mentorordning.
Praktik under uddannelsen
Under uddannelsen til Farmakonom skal du i praktik på et apotek. Her træner du praktiske færdigheder og omsætter din teoretiske viden til praksis. For hver praktikperiode har skolen formuleret en række mål, du skal nå. Uddannelsen på apoteket består af læring i det daglige arbejde og aktiviteter på studiedage samt vejledning og coaching.
Ud over studiedagene skal du regne med at bruge fritid på uddannelsen for at kunne nå målene. Som din støtte i praktiktiden får du tildelt en eller flere farmaceuter/farmakonomer, der varetager deres særlige rolle som henholdsvis uddannelsesansvarlig, vejleder og coach i forbindelse med din uddannelse.
Kom til Åbent hus arrangement og hør, om farmakonomuddannelsen er noget for dig. Du kan læse om vores arrangementer på Farmakonomuddannelsens hjemmeside.
Bestil gratis information om Farmakonom her - eller udfyld en interesseforespørgsel nederst på denne side.