Engelsk - meget mere end Friends, Tony Blair og MTV
I Danmark vokser vi stort set alle sammen op med
Engelsk som et taleligt og forståeligt sprog allerede tidligt i vores liv. Og sådan er det også i en stor del af verdens øvrige lande. Vi får dagligt indblik i
engelsk sprog og kultur gennem TV, musik, Internet og bøger. Og når der skal kommunikeres i både erhvervslivet og på politisk på verdensplan foregår det også oftest på
engelsk.
Vii du være en af dem, som, ikke bare overfladisk men dybdegående, kender til amerikansk og engelsk kultur og historie og dermed være en af dem, som f.eks. kan varetage internationale jobs, undervise i faget eller arbejde som informatør eller kulturformidler? Så er en kandidat i Engelsk noget for dig.
Uddannelse med fokus på både teori og praksis
På kandidatuddannelsen i Engelsk kommer du til at arbejde med bl.a. praktisk sprog, sprogvidenskab, diskursstudier, litteratur- og tekstvidenskab samt kulturvidenskab - dette på et langt højere niveau end på bacheloruddannelsen. Du bestemmer langt hen ad vejen selv, hvilke dimensioner du ønsker at specialisere dig i på kandidatniveau.
Kandidatuddannelsen indeholder et praksismodul på 9. semester, hvor du arbejder med forskellige formidlings- og undervisningsteorier samt undervisningsteknikker. Herefter får du mulighed for at prøve dine faglige formidlingsevner af i et kortere praktikophold på en uddannelsesinstitution eller i en virksomhed - enten i Danmark eller i udlandet.
Jobmuligheder
Kandidatuddannelsen i Engelsk kvalificerer dig til at undervise i engelsk på de gymnasiale uddannelser. Samtidig åbner uddannelsen op for en række andre karrieremuligheder indenfor kulturformidling og kommunikation. Da du med en kandidat i engelsk har gode sproglige, kommunikative og analytiske kompetencer og kan derfor arbejde med informationsarbejde indenfor marketing, kulturformidling og oversættelse. Samtidig er du kvalificeret til at arbejde med planlægning, administration og projektledelse.