De klassiske videnskaber har lært os, hvordan
atomer og molekyler opfører sig. Nanoteknologi handler om at kontrollere og organisere molekylerne i en struktur, så den får tilført nye egenskaber.
På uddannelsen lærer du at designe materialer på
nanometerskalaen, som går fra 0,1 til 100 nanometer. En nanometer er en milliarddel af en meter og kun ca. tre gange større end et atom. Du lærer fx, hvordan man udvikler intelligente nanobeholdere, som kan dosere lægemidler efter patientens behov.
Nanoteknologi går på tværs af de naturvidenskabelige fag fysik, kemi, molekylærbiologi og biologi. Fx kan man forstå, hvordan celler og biologiske systemer fungerer på nanoskalaen ved hjælp af fysiske og kemiske måle- og beregningsmetoder.
På uddannelsen lærer du at arbejde med fysiske, kemiske og biologiske problemstillinger i nanometerskalaen. Du vil derfor blive undervist i fysik, kemi og biologi, som nanoteknologien bygger på. Derudover vil du få undervisning i fag som fx:
- organisk, uorganisk og analytisk kemi, hvor du lærer om organiske og uorganiske stoffer (de stoffer, der ikke indeholder kulstof) og analysen af dem
- elektromagnetisme, som er magnetisme, der er fremkaldt af en elektrisk strøm
- termodynamik, der beskæftiger sig med varmeenergi og dens overgang til andre former for energi
- kvantemekanik, som handler om den fysiske verden og elektromagnetisk stråling i mikroskopisk målestok
- genetik, hvor du lærer om levende organismers oprindelse, udvikling og nedarvede egenskaber ved undersøgelser af gener
På bacheloruddannelsen er der et halvt års valgfrihed, hvor du har mulighed for at tage en praktik, et udlandsophold eller andre kurser.
Meget af
undervisningen foregår som laboratorieøvelser, men du har også forelæsninger og holdundervisning.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel
BSc. Uddannelsen giver adgang til flere naturvidenskabelige kandidatuddannelser, bl.a. kandidatuddannelserne i nanoteknologi og bioinformatik.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager 1/2 - 1 år. Kandidatuddannelsen giver titlen
cand.scient.