Erhvervsakademi Dania - kortere, videregående uddannelser
Hvis du drømmer om en kortere, videregående uddannelse, som er praktisk orienteret, og som hurtigt får dig ud på arbejdsmarkedet, er Erhvervsakademi Dania et godt sted at starte.

På Erhvervsakademi Dania kan du uddanne dig indenfor mange forskellige områder som f.eks. datamatiker, ejendomsmægler, serviceøkonom, installatør eller IT- og elektronikteknolog.
Erhvervsakademi Dania omfatter 13 erhvervsskoler i det midtjyske område. Det regionale akademi tilbyder 12 videregående merkantile, tekniske og IT uddannelser, to professions-bachelor uddannelser samt en række akademiuddannelser på deltid.
Praktik er højt prioriteret
Erhvervsakademi Dania prioriterer det meget højt, at alle deres studerende får mulighed for at finde en praktikplads tilknyttet deres uddannelse. Derfor er skolen i tæt kontakt med erhvervsvirksomheder og samarbejdspartnere både i Danmark og i udlandet.
Når du kommer i praktik gennem Erhvervsakademi Dania, bliver læreperioden kendetegnet af høj kvalitet og faglighed.
Erhvervsakademi Dania lægger stor vægt på at sikre, at undervisning, opgaveskrivning og praktikforløb kommer til at forløbe på en måde, som stemmer overens med arbejdsmetoderne i erhvervslivet.
Hvordan kommer jeg ind, og hvor ender jeg henne?
Hvis du vil tage en uddannelse på Erhvervsakademi Dania, kan du blive optaget direkte med en HTX, en HH eller med en eksamen fra gymnasiet. Har du i stedet en baggrund indenfor EUD med særlige forudsætninger, har du også mulighed for at blive optaget.
Uanset, om du brænder for en karriere indenfor IT, teknik eller de merkantile jobs, så har Erhvervsakademi Dania en uddannelse for dig. Skolen uddanner nemlig hvert år alt fra kommende spil-datamatikere, optikere, turistchefer og indkøbere til bankrådgivere, autoteknologer og marketingchefer.
En skole med en seriøs vision
Det er Erhvervsakademi Danias vision at være et velfungerende, innovativt og kvalitetsbevidst erhvervsakademi med et højt fagligt niveau og engagerede undervisere.
Skolen er kendt som et uddannelsesmiljø med højt til loftet, hvor nytænkning og iværksætteri er omdrejningspunkt i undervisningen i et dynamisk samspil mellem studerende, undervisere og erhvervslivet.
Med sit brede geografiske afsæt er det Erhvervsakademi Danias vision at fremstå som et regionalt ansvarligt erhvervsakademi, der sikrer uddannelsesforsyning af især akademiuddannelser til alle egne af akademiets dækningsområde, herunder opfylder vi særlige regionale uddannelsesbehov og sikrer påstigningsmuligheder til professionsbachelor- og andre videregående uddannelser.