Administrationsøkonom - for dig, som er god til at bevare overblik
Som Administrationsøkonom arbejder du med administration i forskellige afskygninger.
Og du kan arbejde både i den offentlige og den private sektor i stillinger som f.eks. sagsbehandler, chefsekretær eller projektansvarlig.

Men uanset, hvilket job du varetager er det vigtigt, at du som Administrationsøkonom er god til at bevare overblikket, da det er dig, som skal fungere som styrende instans.
Indhold og struktur
Når du uddanner dig Administrationsøkonom, lærer du en masse om at arbejde med projektstyring, kvalitetskontrol og personaleudvikling. Uddannelsen er bygget op omkring fire semestre, hvoraf de første tre er fælles for alle. Her undervises du specielt i fem emneområder:
- Samfundsforhold samt internationalt og nationalt samspil
- Organisation, herunder systemet og en organisations kultur og interne samarbejde
- Administration; fx sagsbehandling, projektarbejde, kvalitetssikring, kommunikation m.m.
- Jura, herunder forvaltningsret, aftaleret og personalejura
- Økonomi, herunder samfundsøkonomi og økonomistyring
På fjerde semester skal du skrive et speciale som afsluttende eksamensprojekt, hvor du fordyber dig i et selvvalgt emne. Du kan vælge, at gennemføre dette forløb i en dansk eller en udenlandsk virksomhed.
Job efter endt uddannelse
Som færdiguddannet Administrationsøkonom har du lært at samarbejde på tværs af afdelinger i en organisation, ligesom du er blevet god til at analysere de forskellige behov for administration, som findes i moderne organisationer. Derfor kan du som Administrationsøkonom bliver ansat i administrative stillinger som f.eks.:
Administrativ medarbejder
- Administrativ sagsbehandler i kommune
- Chefsekretær
- Koordinator
- HR-assistent
- Konsulent
- Kvalitetsassistent
- Personalekonsulent
- Projektansvarlig
- Underwriter
- Økonomimedarbejder
Som Administrationsøkonom kan du altså få en udfordrende og spændende karriere indenfor en masse forskellige områder.